
Lærlingene har deres egne undervisningsmiljørepræsentanter.
Lærlinge på de tekniske skoler og andre erhvervsuddannelser har ret til at vælge 2 Undervisningsmiljørepræsentanter til hver sikkerhedsgruppe på skolen. Derudover skal de deltager i uddannelsesstedets sikkerheds- og sundhedsarbejde når det drejer sig om forhold som påvirker lærlinges undervisningsmiljø, og de skal deltage i udarbejdelsen af skolens UndervisningsMiljøVurdering, som svarer til skolens Arbejdspladsvurdering.
Det fremgår af Undervisningsmiljøloven. Loven giver lærlingerepræsentanterne mulighed for at rejse alle arbejdsmiljøforhold på skolen, herunder også de forhold, som skal overholde arbejdsmiljølovens regler, dvs. fx arbejdet på skolens værksteder.
Du finder Undervisningsmiljøloven her
Undervisningsmiljørepræsentantens opgaver
Opgaverne består først og fremmest i:
- at holde sig orienteret om de undervisningsmiljøproblemer, som der kan opstå blandt lærlingene på skolen samt informere lærlingene om de tiltag skolens ledelse gør for at få løst problemerne.
- at deltage i sikkerhedsgruppens arbejde med forhold, som har betydning for lærlingenes undervisningsmiljø på skolen
- at deltage i planlægningen, tilrettelæggelsen, gennemførelsen og opfølgningen af undervisningsmiljøvurderingen.
Hvis du er medlem af Dansk Metal kan du desuden:
- sørge for at lærlinge som kommer ud for en arbejdsskade får hjælp i den Metalafdeling de er medlem af.
- deltage i de faglige aktiviteter som Dansk Metal gennemfører på lærlingeområdet.
Arbejdsmiljøuddannelse
Undervisningsmiljørepræsentanterne har ikke krav på den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse som sikkerhedsrepræsentanterne skal gennemføre. Men Dansk Metal udbyder jævnligt kurser og konferencer for lærlinge som også handler om arbejdsmiljø.
Hjælp til arbejdsmiljø
Skulle der være alvorlige undervisningsmiljøproblemer på skolen, som skolens ledelse ikke er indstillet på at få løst selvom de har været behandlet i sikkerhedsorganisationen, kan undervisningsmiljørepræsentanterne rejse spørgsmålet i bestyrelsen. Enten gennem elevrådets repræsentanter i skolens bestyrelse eller gennem Metalafdelingens repræsentant i skolens bestyrelse.
Hvis det drejer sig om forhold som er omfattet af arbejdsmiljøloven, kan repræsentanten henvende sig til Arbejdstilsynet. Derudover kan du få rådgivning fra Dansk Center for Undervisningsmiljø.
Sidst opdateret den 26.08.2010