Skip navigation


Primær navigation



Andre spørgsmål


Sidst opdateret den 15.03.2010
Spørgsmål og svar om andre spørgsmål
Spørgsmål: Må vores arbejdsgiver tv-overvåge, hvad der foregår på vores arbejdsplads?

Svar: Det må jeres arbejdsgiver gerne, men under visse betingelser. Som reglen skyldes overvågning, at der foregår indbrud eller tyveri på virksomheden.

Bekendtgørelsen om TV-overvågning fastslår, at den person der har rådighed over et fabriksområde gerne må tv-overvåge området, på betingelse af, at der er opsat skilte eller på anden måde tydeligt er angivet, at der er tv-overvågning.

Aftalen mellem LO og DA om kontrolforanstaltninger fastslår, at tv-overvågningen skal være sagligt begrundede i driftmæssige årsager og have et fornuftigt formål. Overvågningen må ikke være krænkende overfor lønmodtagerne, og den må ikke forvolde lønmodtagerne tab eller nævneværdige ulemper. Den skal være indrettet, så der er et rimeligt forhold mellem formål og midler. I skal underrettes senest 6 uger før tv-overvågningen begyndes.

LO og DA anbefaler, at der indgås særlige aftaler afpasset efter arbejdsforholdene. Lokal-aftaler indgås mellem tillidsrepræsentant og arbejdsgiver.

Justitsministeriets og datatilsynets vejledning om tv-overvågning oplyser, at de ansatte bl.a. skal oplyses om formålet med tv-overvågningen og om, i hvilke tilfælde optagelserne vil blive gennemgået og videregivet til politiet. Informationen skal være forudgående, så f.eks. nyansatte skal have besked i forbindelse med deres ansættelse, eller når de begynder at arbejde i tv-overvågede lokaler.

LO har desuden lavet et hæfte som også omtaler overvågning, hvor et par fagretlige sager er omtalt: Medarbejderen i den digitale verden.

Hvad hvis min arbejdsgiver ikke vil noget som helst?

Arbejdsmiljøloven og overenskomsterne giver nogle håndfaste redskaber til at få løst arbejdsmiljøproblemerne på de virksomheder hvor arbejdsgiveren ikke tager arbejdsmiljøet alvorligt.

Redskaber i Arbejdsmiljøloven
Regler fra Bekendtgørelsen om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde

Virksomheder med færre end 10 ansatte (uden sikkerhedsrepræsentant)
• Arbejdsgiveren skal give de ansatte adgang til at fremsætte forslag om arbejdsmiljøet (bekendtgørelsen § 22).
• Arbejdsgiveren skal sørge for, at de ansatte høres ved planlægning og indførelse af ny teknologi, herunder om konsekvenser for arbejdsmiljøet ved valg af udstyr, personlige værnemidler og tekniske hjælpemidler m.v. (bekendtgørelsen § 22).

Virksomheder med færre end 20 ansatte (med sikkerhedsgruppe)
• Hvis sikkerhedsgruppen ikke selv kan fjerne en risiko, skal gruppen indberette problemet til virksomhedens ledelse (bekendtgørelsen § 32).
• Hvis arbejdsleder eller sikkerhedsrepræsentant ikke samtidigt er til stede, varetager den tilstedeværende gruppens opgaver. Foranstaltninger, der er foretaget i den andens fravær, skal hurtigst muligt meddeles denne (bekendtgørelsen § 30).
• Hvis der er overhængende betydelig fare for sikkerhed og sundhed, som gruppen ikke selv kan afværge, og der ikke er tid til at underrette virksomhedens ledelse, kan gruppen standse det pågældende arbejde. Gruppen skal omgående forklare virksomhedens ledelse, hvorfor det var nødvendigt at standse arbejdet (bekendtgørelsen § 32).

Virksomheder med flere end 20 ansatte (med sikkerhedsudvalg)
• Arbejdsgiveren skal begrunde, hvorfor han eller hun ikke vil følge et råd fra sikkerhedsudvalget, også når udvalget afgiver flere indstillinger i samme sag. Begrundelsen skal gives på et efterfølgende møde, som afholdes inden 3 uger. (bekendtgørelsen § 18).
• Der skal udarbejdes referat af sikkerhedsudvalgets møder, som sendes til virksomhedens ledelse, sikkerhedsorganisationens medlemmer, tillidsrepræsentanter og samarbejdsudvalget (bekendtgørelsen § 15).
• Der afholdes ekstraordinært møde i sikkerhedsudvalget, hvis formanden skønner det nødvendigt, eller mindst 2 udvalgsmedlemmer ønsker det (bekendtgørelsen § 15).

Redskaber i overenskomsterne
Overenskomster som omfatter Dansk Metal
Industriens overenskomst og overenskomsten med DS Håndværk og Industri:

Organisationsbehandling af arbejdsmiljøspørgsmål:
(Industriens Overenskomst § 4 stk. 7, overenskomsten med DS Håndværk og Industri § 4 stk. 8).
Hvis man ikke kan blive enige med sin arbejdsgiver om at få løst et arbejdsmiljøspørgsmål, giver mulighed for at lade organisationerne bag overenskomsterne behandle arbejdsmiljøspørgsmålet.

Hvis der er et sikkerhedsudvalg på virksomheden, kræver det dog, at sagen forinden har været behandlet i sikkerhedsorganisationen, og at der foreligger et referat fra et møde i sikkerhedsorganisationen, som viser, at man har behandlet problemet.

På virksomheder hvor der ikke er påbudt sikkerhedsorganisation, kan tillidsrepræsentanten rejse arbejdsmiljøspørgsmål overfor arbejdsgiveren.
Hvis tillidsrepræsentanten ikke kan opnå enighed om løsningen af et problem med arbejdsgiveren, kan tillidsrepræsentanten frit anmode sin organisation om at tage sig af sagen.

Virksomheder med samarbejdsudvalg
Samarbejdsaftalen mellem LO og DA
Hvis der på en virksomhed med samarbejdsudvalg opstår uenighed om et spørgsmål, som er omfattet af samarbejdsudvalgets opgaver, og det ikke er muligt at opnå enighed i samarbejdsudvalget, kan hver af parterne indbringe sagen for Samarbejdsnævnet. Der skal vedlægges referat fra drøftelserne om uoverensstemmelsen i samarbejdsudvalget.

Samarbejdsnævnet skal forsøge at få sagen bilagt ved forhandling med parterne. Kan nævnet ikke skabe enighed om sagen, kan en af parterne anmode om, at der udpeges en opmand for nævnet, og sagen behandles derefter af nævnet som faglig voldgift. (Samarbejdsaftalens kapitel 6).

Virksomheder under Industriens Overenskomst
På virksomheder, som er omfattet af Industriens Overenskomst, er det Tek-sam udvalget (Udvalget for Teknologi og Samarbejde), som hjælper virksomhedens samarbejdsudvalg med at løse problemet. Det sker med hjælp fra Tek-sam udvalgets konsulenter, og hvis der ikke kan opnås enighed, søges sagen bilagt af Tek-sam udvalget gennem forhandling mellem de implicerede parter.
Hvis det ikke er muligt at finde en løsning gennem forhandling, indbringer Tek-sam udvalget sagen for Samarbejdsnævnet, som kan forsøge sagen løst via en faglig voldgift.
Hvis sagen drejer sig om psykisk arbejdsmiljø, er der særlige regler for, hvordan de løses på virksomheder, som er omfattet af Industriens Overenskomst.

Læs mere om hvordan du kan bruge Det fagretlige System i arbejdsmiljøsager her

 

Hvem bestemmer indretningen af vores værksted og lager?
Virksomhedens ledelse bestemmer i sidste ende indretningen af værksted og lager. Men både sikkerhedsgrupperne og sikkerhedsudvalget skal inddrages ved planlægning af udvidelse eller ombygning af afdelingen eller virksomheden og ved planlægning af indkøb og ændringer af maskiner og tekniske hjælpemidler. Når en virksomhed fx skal bygge nye lokaler, skal sikkerhedsgruppen inddrages allerede i projekteringsfasen.

Læs om sikkerhedsgruppens opgaver i Arbejdstilsynets vejledning om sikkerhedsgrupper og sikkerhedsrepræsentanter

Læs om sikkerhedsudvalgets opgaver i Arbejdstilsynets vejledning om sikkerhedsudvalg

Læs mere om indflydelse på planlægning og rådgivning i Sikkert Nyt
Hvem har ansvaret for vores APV og hvem skal lave den?

Virksomhedens ledelse har altid ansvaret for at der udarbejdes en ArbejdsPladsVurdering – APV, om virksomhedens arbejdsmiljøforhold. Hvis der er en sikkerhedsorganisation på virksomheden skal den involveres i arbejdet med at lave APV, sikkerhedsgruppen, sikkerhedsrepræsentanten og arbejdslederen skal være involveret i arbejdet med at lave APV i deres eget område. De skal vide hvor APV-en findes og hvilket indhold den har.

Læs mere i Arbejdstilsynets vejledning om arbejdspladsvurdering her

Læs mere i Dansk Metals pjece om virksomhedernes arbejdsmiljøpolitik – systematisk arbejdsmiljøarbejde gennem APV her

Læs mere om APV

Hvem skal sørge for, at vi får den rigtige oplæring og instruktion, og hvad skal den indeholde?

Arbejdsgiveren skal sørge for, at I får den nødvendige instruktion og oplæring, men jeres sikkerhedsudvalg skal fastsætte principper for, hvordan det skal foregå, og hvad den skal indeholde. Hvis I ikke har noget sikkerhedsudvalg, er det sikkerhedsgruppens opgave.

Det er en god idé at lave nogle konkrete retningslinier og tjeklister. De kan indeholde:
- Hvem giver instruktion og oplæring
- Hvem skal have instruktion og oplæring
- Hvornår skal de have instruktion og oplæring
- Hvad skal instruktionen og oplæringen indeholde

Læs mere i Arbejdstilsynets bekendtgørelse om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde § 35. Stk. 4. og i Arbejdstilsynets bekendtgørelse om arbejdets udførelse§ 18.

Alle ansatte har krav på hensigtsmæssig oplæring og instruktion uanset ansættelsesforhold og varighed. Det bør især ske ved:
- ansættelse
- forflyttelse
- ændring af arbejdsopgaverne
- indførelse eller ændring af arbejdsudstyr
- indførelse af ny teknologi.

Industriens Branchearbejdsmiljøråd har udgivet en vejledning som gennemgår hvorledes instruktion og oplæring på en mindre virksomhed kan foregå i praksis. Du finder vejledningen her

Hvilke regler gælder, når jeg arbejder hjemme?

Arbejdsmiljøloven gælder også for arbejde, der udføres hjemme hos dig selv. Men der er få undtagelser. For eksempel er der ikke krav om  skiltning med flugtveje, når du arbejder hjemme. Men alle redskaber og værktøjer du bruger derhjemme, skal leve op til samme krav som på en sædvanlig arbejdsplads. Det er din arbejdsgivers ansvar, at dette sker. Du kan vælge en sikkerhedsrepræsentant på lige fod med andre ansatte på virksomheden. Den tid hvor du arbejder hjemme tæller med i din samlede arbejdstid.

Hvad står der i loven: se Arbejdstilsynets vejledning D.2.9 om hjemmearbejde

Læs også mere på hjemmesiden arbejdsmiljøweb.

 

Hvor finder jeg noget om stiger og stilladser?

Stiger
Du finder BAR Bygge og Anlæg´s vejledning om stiger her
Du finder Arbejdstilsynets vejledning om brug af transportable stiger her
Du finder Arbejdstilsynets vejledning om Lavetstiger her

Stilladser
Du finder BAR Bygge og Anlægs vejledning om opstilling og nedtagning af stilladser her

Du finder Arbejdstilsynets vejledning om Opstilling og brug af stilladser her

Du finder BAR Bygge og Anlægs katalog over Tekniske hjælpemidler her. Det indeholder eksempler på gode stiger og stilladser.

Kan vi bestemme hvilken slags værktøjer og maskiner der indkøbes?
Nej, det er virksomhedens ledelse som tager den endelige beslutning, men I skal deltage i planlægningen af indkøb gennem sikkerhedsorganisationen.

Læs om sikkerhedsgruppens opgaver i Arbejdstilsynets vejledning om sikkerhedsgrupper og sikkerhedsrepræsentanter

Læs om sikkerhedsudvalgets opgaver i Arbejdstilsynets vejledning om sikkerhedsudvalg

Læs mere om indflydelse på planlægning og rådgivning i Sikkert Nyt
Skal en ulykke anmeldes?

En ulykke eller forgiftning på din arbejdsplads skal anmeldes, hvis skaden har medført, at den skadesramte ikke kan arbejde i én dag eller mere, udover den dag vedkommende kom til skade.

Det er arbejdsgiveren, der skal anmelde skaden, og det skal ske senest ni dage efter første fraværsdag.

Bemærk, at der ikke kræves fravær fra arbejdspladsen, for at en ulykke skal anmeldes – det er nok, at der er tale om fravær fra det sædvanlige arbejde.

Læs mere i Arbejdstilsynets bekendtgørelse om anmeldelse af ulykker til arbejdstilsynet.

Læs også mere i temanummeret af Dansk Metals Sikkert Nyt fra sommeren 2007 om forebyggelse af ulykker


Kontaktinformation

Dansk Metal er fagforening for dig, der arbejder med it, teknik og mekanik

Dansk Metal
Nyropsgade 38
1780 København V
Telefon 33 63 20 00
metal@danskmetal.dk