Skip navigation


Primær navigation



Svejsning


Sidst opdateret den 11.09.2009
Spørgsmål og svar om svejsning
Gælder reglerne om sikkerhedsuddannelse også for slibning og polering?

Reglerne gælder for slibning, hvis det er i umiddelbar forbindelse med svejsningen.
Polering er ikke underlagt reglerne om sikkerhedsuddannelsen.

Læs mere i Arbejdstilsynets vejledning om kræftrisikable stoffer og materialer
Se Dansk Metals pjece om svejsning og arbejdsmiljø her

Hvilke forholdsregler skal vi tage ved inconel svejsning

Inconel svejsning er svejsning i metal med stort nikkelindhold, og det er omfattet af kræftbekendtgørelsen. Det betyder, at de almindelige regler om svejsning skal følges.

Derfor skal der være effektiv procesudsugning (lavtryk), og hvis den ikke fanger al svejserøgen og ozonen, skal der også anvendes friskluftforsynet åndedrætsværn. På grund af det store nikkelindhold skal der også bruges effektiv procesudsugning ved slibning i overfladen. Hvis den ikke er effektiv nok, skal der anvendes åndedrætsværn.

Den belægning der anvendes ved inconel svejsning indeholder omkring 50 procent nikkel og lidt under 20 procent chrom.

Se Dansk Metals pjece om svejsning og arbejdsmiljø
Se Arbejdstilsynets vejledning om Svejsning, skæring m.v. i metal

Hvilke personlige værnemidler skal arbejdsgiveren stille til rådighed, når jeg svejser?

Arbejdsgiveren skal sørge for egnede personlige værnemidler til de ansatte, hvis et arbejde ikke på anden måde kan udføres forsvarligt. Arbejdsgiveren, og selvstændige, skal også sørge for, at værnemidlerne bruges under arbejdet.

Du skal have handsker, hjelm og eventuelt forklæde, så du ikke bliver udsat for svejselys på blottet hud. Skærmen skal kunne beskytte dine øjne effektivt, så du ikke får skader på dine øjne.

Læs Arbejdstilsynets vejledning 
Se Dansk Metals pjece om svejsning og arbejdsmiljø 

 

Hvilken udsugning er bedst ved svejsning?

Man kan enten benytte lavtryksudsugning, der udsuger store mængder luft fra et stort arbejdsområde,  eller højtryksudsugning, der fjerner små mængder luft kraftigt fra et lille arbejdsområde. Alt efter svejsearbejdets omfang skal den ene eller den anden metode vælges.

Læs mere i Arbejdstilsynets vejledning om svejsning og skæring i metal

Læs mere i Industriens Branchearbejdsmiljøråd pjece om svejsning

Se Dansk Metals pjece om svejsning og arbejdsmiljø


 

Jeg arbejder i et firma hvor vi svejser i rustfrit stål i lukkede svejsekabiner. Må vi ryge under udsugningen?

Nej, I må ikke ryge under udsugningen! Det er videnskabeligt bevist, at svejsning i metal kan være kræftfremkaldende. Derfor er der forbud mod opbevaring og indtagelse af fødevarer, drikkevarer og andet spiseligt, samt forbud mod rygning i svejseområdet.
Derudover tillader loven om røgfri miljøer ikke rygning på indendørs arbejdspladser, med mindre virksomhedens rygepolitik tillader rygning i særlige rygerum.

Læs mere i Arbejdstilsynets bekendtgørelse om foranstaltninger til forebyggelse af kræftrisikoen ved arbejde med stoffer og materialer § 13.

Læs mere om svejsning og arbejdsmiljø

Læs mere om lov om røgfri miljøer

Kræver alle former for svejsning uddannelse, også lodning?

Alle former for svejsning og lodning kræver uddannelse. De udvikler irritative gasser og tungmetaller, der kan give kronisk bronkitis, astma og kræft i luftvejene, hvis forureningen ikke fjernes effektivt.

Der kan opstå særlig sundhedsfarlig luftforurening, hvis elektroder, grundmateriale eller belægning på grundmateriale indeholder fx zink, kobber, bly, cadmium eller chrom. Også ved brugen af flus, bejsemidler og CO2-spray er der risiko for særlig sundhedsfare, der kræver særlig beskyttelse. Det kan være kraftigere ventilation, eventuelt kombineret med brug af åndedrætsværn. Under arbejde med beryllium, skal der udover luftforsynet åndedrætsværn også være lokaludsugning. Åndedrætsværn kan også være påkrævet for personer i nærheden.

Læs mere i Arbejdstilsynets vejledning om kræftrisikable stoffer
Se Dansk Metals pjece om svejsning og arbejdsmiljø

Vi bruger et svejseværk i værkstedet til små opgaver en gang om måneden. Skal vi have sikkerhedsuddannelse?

Ja. Svejse- og skærerøg indeholder irritative gasser og en række tungmetaller, der tilsammen kan give kronisk bronkitis, astma og kræft i luftvejene, hvis forureningen ikke fjernes effektivt. Der kan opstå særlig sundhedsfarlig luftforurening, hvis elektroder, grundmateriale eller belægning på grundmateriale indeholder f.eks. zink, kobber, bly, cadmium eller chrom.

Særlig sundhedsfare kan også opstå, hvis der anvendes flus- og bejsemidler og CO2-spray. Det kan i så fald være nødvendigt med særlige beskyttelsesforanstaltninger, f.eks. kraftigere ventilation, eventuelt kombineret med brug af åndedrætsværn.

Arbejdes der med beryllium, skal medarbejderne bruge luftforsynet åndedrætsværn, ligesom der skal være lokaludsugning. Åndedrætsværn kan også være påkrævet for personer i nærheden.

Læs mere i Arbejdstilsynets vejledning om Kræftrisikable stoffer og materialer

Læs om sikkerhedsuddannelsen  i afsnittet om særlige krav

Se Dansk Metals pjece om svejsning og arbejdsmiljø her 

Skal vi have udsugning når vi svejser ude hos kunder?

Der skal anvendes punktudsugning som fjerner røgen så tæt på udviklingsstedet som muligt. Hvis kunden ikke i forvejen har et procesudsugningsanlæg, og der ikke kan anvendes transportable procesudsugninger, eller hvis udsugningen ikke er effektiv, skal der anvendes friskluftforsynet åndedrætsværn. Det skyldes at der ikke findes filtre som beskytter mod svejserøg. Den udsugede røg fra det transportable udsugningsanlæg skal ledes ud i det fri så det ikke genere andre.

Hvis røgen ikke kan fjernes effektivt og der er andre personer i nærheden, som udsættes for røgen, skal de også bruge friskluft forsynet åndedrætsværn.

Det betyder i praksis at I skal have en mobil udsugning som kan tage svejserøg med ud på opgaverne, og hvis I skal have bruge friskluftforsynet åndedrætsværn skal I også have en mobil luftkompressor med.

Hvis I TIG svejser i rustfrit stål, som danner ozon og meget lidt svejserøg, og der ikke kan anvendes procesudsugning med lavtryk, kan man nøjes med et filtrerende åndedrætsværn som er godkendt af Arbejdstilsynet til beskyttelse mod ozon.

Læs mere om kravene ved forskellige svejseopgaver i I-BAR vejledningen om gode løsninger ved svejsning. Hent her.

Læs Arbejdstilsynets vejledning om Svejsning, skæring mv. i metal nr D.2.16. Læs her.

Læs mere om de generelle krav i I-BAR vejledningen om svejsning. Læs her.


Kontaktinformation

Dansk Metal er fagforening for dig, der arbejder med it, teknik og mekanik

Dansk Metal
Nyropsgade 38
1780 København V
Telefon 33 63 20 00
metal@danskmetal.dk