- Er arbejdstøj et personligt værnemiddel?
-
Hvis arbejdstøjet ikke er beregnet til at beskytte medarbejdernes sikkerhed eller sundhed, er det ikke et personligt værnemiddel. Derfor er det heller ikke omfattet af Arbejdstilsynets regler om personlige værnemidler.
Men hvis arbejdstøjet er blevet forurenet på grund af arbejdet, og det ikke er forsvarligt, at den ansatte selv rengør det, så gælder reglerne om, at det er arbejdsgiveren som skal betale udgifterne til anskaffelse, vedligeholdelse og renholdelse.
Læs mere i Arbejdstilsynets bekendtgørelse om Brug af personlige værnemidler
- Hvad er personlige værnemidler?
-
Alt udstyr, tilbehør og beklædning, der skal beskytte den ansatte mod faktorer, der truer sikkerhed og sundhed er personlige værnemidler.
Typiske personlige værnemidler er:
- Sikkerhedssko (værnefodtøj)
- Sikkerhedshjelme (beskyttelseshjelme)
- Høreværn
- Masker (åndedrætsværn)
- Trykluft til åndedrætsværn
- Sikkerhedsbriller, visir (øjenværn)
- Beskyttelsesdragter
- Handsker
- Faldsikring
- Advarselsklæder
Linkene fører til Arbejdstilsynets vejledninger om de enkelte personlige værnemidler
Læs mere i Arbejdstilsynets bekendtgørelse om Brug af personlige værnemidler §2
- Hvem skal betale for de personlige værnemidler?
-
Det er arbejdsgiverens ansvar, at de ansatte er forsynet med personlige værnemidler. Han/hun skal betale udgifterne til anskaffelse, vedligeholdelse og renholdelse af de personlige værnemidler. Arbejdsgiveren skal sørge for, at personlige værnemidler er rene, tørre og desinficerede, inden de tages i brug. Selvom værnemidlerne er personlige er det arbejdsgiveren som ejer dem.
Læs mere i Arbejdstilsynets bekendtgørelse om Brug af personlige værnemidler §6
- Hvilke krav skal de personlige værnemidler opfylde?
-
Personlige værnemidler skal leve op til Arbejdstilsynets sikkerhedskrav. Det vil sige, at de skal opfylde en eller flere EU-standarder og være CE-mærkede. Du kan få vejledning af en autoriseret arbejdsmiljørådgiver eller en seriøs leverandør.
De personlige værnemidler skal:
- yde den tilsigtede beskyttelse og ikke give unødige gener
- ikke forringe eventuelle korrigerende hjælpemidler for f.eks. syn og hørelse
- passe til brugeren og eventuelt tilpasses den enkelte
- være egnede til brug under de eksisterende forhold på arbejdsstedet
- vælges under hensyn til ergonomiske forhold og den ansattes helbred
Læs mere i Arbejdstilsynets bekendtgørelse om brug af personlige værnemidler §5
Læs mere i Arbejdstilsynets bekendtgørelse om Sikkerhedskrav til personlige værnemidler
- Hvilken slags handsker skal vi bruge til kemi?
-
Handsker skal vælges efter, hvilke kemiske stoffer de skal beskytte imod. Der er krav om, at man skal bruge handsker, når der er risiko for at hænderne udsættes for direkte kontakt med de sundhedsskadelige kemiske stoffer under arbejdet. Handskerne skal beskytte huden og mod at de kemiske stoffer trænger igennem huden, så man udsættes for helbredsrisiko.
• det materiale handsken er lavet af skal have en overflade som afviser kemikaliet, kemikaliet må ikke trænge igennem handsken
• det materiale handsken er lavet af må ikke opløses af kemikaliet efter længere tids brug
• det materiale handsken er lavet af skal kunne tåle den slitage som arbejdet medfører
Læs mere i bekendtgørelsen om sikkerhedskrav til personlige værnemidler 3.10.2 om beskyttelse mod kontakt med hud og øjne.
Læs mere i Industriens Branchearbejdsmiljøråds vejledning om handsker
- Hvor længe må jeg arbejde med maske eller åndedrætsværn?
-
Man må højst arbejde med filtrerende åndedrætsværn i 3 timer om dagen, ellers belaster man sine lunger for meget. Varer arbejdet længere, skal der bruges enten filtrerende åndedrætsværn med turboenhed (blæser) eller luftforsynet åndedrætsværn, allerede når arbejdet begyndes.
Luftforsynet åndedrætsværn og filtrerende åndedrætsværn med turboenhed må bruges en hel normal arbejdsdag. Det skal dog afbrydes af pauser undervejs eller af andet arbejde, der ikke kræver brug af åndedrætsværn.
Ved arbejde med asbest eller med kodenummererede kemiske produkter må arbejdet med luftforsynet åndedrætsværn ikke overstige 6 timer om dag for den enkelte.
Lærlinge under 18 år må højst arbejde 4 timer dagligt med luftforsynet åndedrætsværn.
Man må gerne skifte masketype i løbet af dagen, men så skal den maximale brugstid udregnes efter særlige regler.
Læs mere i Arbejdstilsynets vejledning om åndedrætsværn afsnit 7.5
- Hvor stort tilskud til sikkerhedssko skal vi have i industrien?
-
Din arbejdsgiver giver tilskud til dine sikkerhedssko, hvis du er omfattet af enten Industriens Overenskomst, som er indgået mellem CO-industri og Dansk Industri, eller Overenskomsten mellem DS Håndværk og Industri, Dansk Metalarbejderforbund, Blik- og Rørarbejderforbundet og 3F.
Skoene tilhører dig, ifølge overenskomsten. Til gengæld skal du selv rengøre og vedligeholde skoene.
Der skelnes mellem tre forskellige tilskud:
Listepris I kr. 375 (Tilskud til almindelige sikkerhedssko)
Listepris II kr. 600 (Tilskud til sikkerhedssko under særlige arbejdsforhold)
Listepris III kr. 695 (Tilskud til sikkerhedssko med ankelstøtte)
Satserne er pr. 1. marts 2011 og revideres hvert år 1. marts.
CO-industri og Dansk Industri udgav i 1996 en lille pjece som gennemgår overenskomstens bestemmelser.
Læs pjecen Fod på sikkerheden
Har du spørgsmål, så kontakt din lokale Metalafdeling
- Hvordan finder jeg de rigtige personlige værnemidler?
-
En autoriseret arbejdsmiljørådgiver eller en seriøs leverandør vil kunne vejlede dig om, hvilke personlige værnemidler der skal anvendes ved et bestemt stykke arbejde. Det kan f.eks. være, hvilket åndedrætsværn der giver den nødvendige beskyttelse over for et eller flere farlige kemikalier.
Læs mere i Arbejdstilsynets vejledninger om personlige værnemidler
Find autoriserede arbejdsmiljørådgivere her
Læs Industriens Branchearbejdsmiljøråds vejledning om valg af handsker her
- Hvornår skal vi bruge personlige værnemidler?
-
Der skal benyttes personlige værnemidler, hvis medarbejderne ikke på anden måde kan beskyttes mod skadelige påvirkninger. Personlige værnemidler skal dog opfattes som en midlertidig løsning. Arbejdsgiveren har altid pligt til at undersøge, om farerne i arbejdet kan forebygges på anden måde.
Læs mere i Arbejdstilsynets bekendtgørelse om Brug af personlige værnemidler §3
Læs mere i Arbejdstilsynets bekendtgørelse om Arbejdets udførelse bilag 1
- Skal kunder have sikkerhedssko på i værkstedet?
- Der er kun krav om at bære sikkerhedssko, hvis der er fare for at man få skadet fødderne under arbejdet. Så hvis kunderne ikke hjælper til under arbejdet skal de ikke have sikkerhedssko. Hvis de hjælper til, så udfører de faktisk arbejde for arbejdsgiveren på virksomheden, og så skal arbejdsgiveren anskaffe dem.
Nogle virksomheder udleverer sikkerhedssko, advarselsvest, sikkerhedsbriller eller høreværn til gæster på besøg, og det skyldes bl.a. hvis de kommer til skade på virksomheden, kan arbejdsgiveren stilles til ansvar, hvis der er nogle forhold på virksomheden, som ikke er i orden. Der vil typisk være skilte ved indgangsdørene til virksomheden om at ét eller flere personlige værnemidler er påbudt, og mange steder gælder det også gæster eller kunder fx sikkerhedshjelm eller høreværn.
Du kan læse mere om reglerne om sikkerhedssko her.