
Mulighedserklæringen er en lægeerklæring, som bruges for at fastholde den sygemeldte medarbejder. Reglerne i sygedagpengeloven fastslår, at arbejdsgiveren kan forlange en mulighedserklæring når som helst i lønmodtagerens sygeforløb. Erklæringen belyser bl.a. medarbejderens muligheder for at genoptage arbejdet og tidspunktet for, hvornår medarbejderen kan vende tilbage til virksomheden, herunder muligheder for gradvis tilbagevenden til egne eller tilpassede arbejdsopgaver.
Mulighedserklæringen består af 2 dele:
Del 1:
Udfyldes af arbejdsgiver og medarbejder i fællesskab på baggrund af en samtale
(ved personligt fremmøde eller telefonisk kontakt):
-
Medarbejderens funktionsnedsættelser og påvirkede jobfunktioner:
Det beskrives, hvilke begrænsninger sygdommen medfører i de arbejdsfunktioner, som medarbejderen normalt udfører.
-
Har arbejdsgiver og medarbejder aftalt skåneinitiativer:
Har arbejdsgiver og medarbejder aftalt, at arbejdet tilpasses, oplyses
det også. Det kan være omplacering, ændrede arbejdsopgaver, hjemmearbejde, kollegahjælp, ledelsesstøtte, fysisk træning mv.
Del 2:
udfyldes af lægen på baggrund af en samtale med medarbejderen og de oplysninger, som arbejdergiveren og medarbejderen allerede har udfyldt:
-
Lægens vurdering:
Lægen tager stilling til om medarbejderens funktionsnedsættelse og de arbejdsforhold, som arbejdsgiveren og medarbejderen har beskrevet i del 1, er forsvarlige i forhold til helbredet, og om fravær på grund af sygdom fra arbejdet kan tilrådes.
-
Lægens forslag til skåneinitiativer:
Lægen kan også anføre, om der er behov for, at arbejdet bliver tilpasset yderligere.
-
Varighed:
Endelig giver lægen et skøn over den periode, hvor arbejdet skal tilpasses, eller hvor fravær fra arbejdet anses for påkrævet.
Husk at I kan fastsætte retningslinier for brugen af mulighedserklæringer i jeres lokalaftale om sygefraværspolitik.
Hvis arbejdsgiveren indkalder lønmodtageren til samtalen om mulighedserklæringen skal det ske med et rimeligt varsel.
Hvis den sygemeldte ikke deltager i samtalen, bortfalder den sygemeldtes ret til sygedagpengene fra arbejdsgiveren indtil den sygemeldte deltager i samtalen.
Arbejdsgiveren kan sætter en rimelig frist for hvornår mulighedserklæringen skal være arbejdsgiveren i hænde. Overholdes denne frist ikke bortfalder den sygemeldtes ret til sygedagpengene fra arbejdsgiveren indtil mulighedserklæringen er afleveret til arbejdsgiveren.
Overenskomsterne indeholder bestemmelser som betyder at den sygemeldte mister retten til løn under sygdom, hvis sygedagpengerefusionen fra kommunen bortfalder, fordi den sygemeldte ikke overholder sine pligter efter sygedagpengeloven.
Læs mere om mulighedserklæringen i Lov om sygedagpenge § 36a
Læs lovbemærkningerne til de enkelte paragraffer her
Sidst opdateret den 11.10.2010