- Hvad hvis jeg føder før tiden – forlænges min barselsorlov så?
-
Hvis du føder før tiden, kan du ikke tilsvarende få forlænget barselsorloven efter fødslen. Din ret til barselsorlov efter fødslen er uafhængig af hvor meget orlov du har holdt inden fødslen.
- Hvor meget barsel med dagpenge har vi ret til?
-
Forældrene har tilsammen ret til i alt 52 ugers barsel/forældreorlov med dagpenge. Moderen har ret til 4 uger før fødslen. Efter fødslen har faderen ret til 2 ugers barsel, mens moderen har ret til 14 ugers barsel. Derudover har forældrene 32 ugers forældreorlov til deling.
- Hvor meget kan jeg få i barselsdagpenge?
- Barselsdagpengene følger dagpengesatserne som fastsættes hvert år i januar. Du kan altid se de aktuelle dagpengesatser her.
- Hvor meget barsel kan faderen holde?
-
Faderen har ret til 2 ugers barsel i forbindelse med fødslen.
Derudover har forældrene ret til 32 ugers forældreorlov i umiddelbar forlængelse af moderens barselsorlov fra uge 15 og 32 uger frem.
De 32 uger med dagpengeret kan forældrene selv fordele imellem sig som de ønsker det.
På Industrioverenskomsten er der fuld løn, dog max 135 kr. i timen de første 9 uger af forældreorloven fordelt således at der er 4 uger til moderen og 4 uger til faderen og 3 uger til enten moderen eller faderen. Andre overenskomster kan have andre perioder med løn, tjek derfor din overenskomst!
Det er muligt for faderen at afholde nogle af de 32 ugers forældreorlov, mens moderen afholder sin barselsorlov de først 14 uger efter fødslen.
- Betyder det noget for længden af min samlevers forældreorlov med barselsdagpenge, hvis jeg som far holder orlov med løn?
-
Ja, for hver uge du holder med løn, reduceres din samlevers antal uger med det samme antal uger – holder du f.eks. 6 uger nedsættes samleverens orlov med 6 uger.
- Børnepasningsorlov - eksisterer den stadig?
-
Ja, hvis dit barn er født før 1. januar 2002, er du omfattet af børnepasningsorloven.
Ordningen gælder også børn født mellem 1. januar og 26. marts 2002, hvis forældrene ikke har valgt den nye fleksible barselsorlov.
Hvis dit barn derimod er født den 27. marts 2002 eller senere, er du omfattet af den fleksible barselsorlovsordning.
Loven er gældende til den 1. juni 2011.
Børnepasningsorloven skal være afholdt inden barnet er fyldt 9 år.
Der ydes 60 % af dagpengesatsen under børnepasningsorloven.
Det er en forudsætning for at være berettiget til at holde børnepasningsorlov at du senest den 31. marts 2004 har svaret bekræftende på svarkort udsendt af Arbejdsformidlingen om at du ønsker at bevare retten til børnepasningsorlov og skriftligt har modtaget en bekræftelse på at du er tilmeldt ordningen.
Forældre med børn i alderen 0 - 8 år har hver ret til børnepasningsorlov mellem 8 og 13 uger. Forældrene kan efter aftale med arbejdsgiveren vælge kun at holde 8 uger og overføre de sidste 5 uger til senere. Efter aftale med arbejdsgiveren kan forældrene hver få op til 52 ugers orlov i alt.
Ønsker man at gøre brug af børnepasningsorloven skal dette meddeles arbejdsgiveren med 4 ugers varsel. Varslet kan tidligst afgives efter, at man har været ansat i 3 måneder.
- Kan jeg genoptage arbejdet delvist?
-
Ja, du kan genoptage arbejdet delvist og dermed forlænge barselsperioden med den tid du arbejder, hvis du kan aftale det med din arbejdsgiver.
Genoptager du for eksempel arbejdet halv tid de sidste 10 uger, kan du arbejde 20 uger på halv tid. Arbejdstiden kan både være daglig nedsættelse eller arbejde på hele dage. Du kan maks. genoptage arbejdet med 29 ½ time pr. uge hvis du er fuldtidsansat.
- Hvad gælder ved adoption?
-
Skal barnet afhentes i udlandet og stiller landet hvor barnet kommer fra krav om at adoptivforældrene opholder sig en periode med barnet i det pågældende land, kan forældrene få dagpenge i op til 4 uger før modtagelse af barnet.
Denne periode kan forlænges i op til 4 uger yderligere, hvis perioden frem til modtagelsen af barnet forlænges. Adoptanterne må dog ikke selv være årsag hertil.
Hvis barnet modtages i Danmark vil der være ret til fravær i op til en uge før modtagelse af barnet. Der er dog to forudsætninger der skal være opfyldt:
- At barnet ikke på forhånd har opholdt sig i adoptanternes hjem.
- Af hensyn til barnet skal adoptanterne opholde sig på det sted, hvor barnet befinder sig, inden de modtager barnet.
Efter modtagelse af barnet, gælder samme regler som ved barsel efter fødsel.
- Hvis der falder helligdage i min orlov bliver den så forlænget?
-
Nej, en uge er en uge, uanset hvor mange helligdage/fridage der måtte være i ugen.
- Hvad hvis jeg føder efter det forventede tidspunkt?
-
Sker fødslen efter det forventede tidspunkt (=terminsdato), forkortes barselsorloven efter fødslen ikke.
Din ret til barselsorlov efter fødslen er uafhængig af, hvor meget orlov du har holdt inden fødslen.
- Hvad hvis moderen er på SU?
-
Hvis din samlever kun modtager SU og dermed ikke gør brug af forældreorlov med dagpenge, har faderen ret til 32 ugers barsel med dagpenge, heraf de første 7 uger med fuld løn, dog maks. 135 kr. i timen på Industrioverenskomsten (der kan være andre overenskomster med flere/færre uger med fuld løn – så tjek altid din overenskomst).
- Kan begge forældre holde orlov samtidigt?
-
Ja, I kan godt holde orlov samtidig. Gør I det, skal I være opmærksomme på at I bruger dobbelt dagpengeret i den periode.
- Kan jeg få en længere orlov?
-
Ja, der er mulighed for at forlænge de 32 ugers forældreorlov, der er placeret efter den 14. uge, med enten 8 eller 14 uger (ikke noget der imellem). Gør I dette fordeles dagpengene for de 32 uger ud på enten 40 eller 46 uger, således at det ugentlige beløb bliver mindre.
Bemærk at I først skal meddele kommunen at I ønsker at forlænge jeres orlov til efter perioden med fuld løn er afholdt. Dette for at sikre at arbejdsgiveren kan få fuld refusion fra kommunen, da dette er et krav ifølge overenskomsten.
Du kan beregne størrelsen på dine dagpenge hvis du vælger at forlænge din orlov på dette link.
Læs mere på dette link
- Kan jeg udskyde noget af min orlov
-
Kan jeg udskyde noget af min orlov til barnet skal i børnehave?
Ja, en af forældrene har ret til at udskyde mellem 8 og 13 uger af orloven til et senere tidspunkt. De udskudte uger af orloven skal holdes i én sammenhængende periode og være afholdt inden barnet er fyldt 9 år.
Kan man lave en aftale med arbejdsgiveren om at udskyde mere af orloven er det muligt at udskyde helt op til 32 uger. De udskudte uger kan så holdes fordelt indtil barnet fylder ni år. Aftalen er kun gældende med den arbejdsgiver du laver aftalen med. Derfor skal du huske at genforhandle aftalen om udskudt orlov med en ny arbejdsgiver hvis du skifter job.