
Hvilke regler gælder, når du må blive hjemme på grund af vejrlig.
Hvis du er nødt til at blive hjemme fra arbejde på grund af storm, snestorm, orkan eller andre ekstreme vejrsituationer, så er det en fraværsdag for egen regning. Du bliver trukket i løn, med mindre du har mulighed for at bruge en feriedag eller en feriefridag. Sørg for at din arbejdsgiver så hurtigt som muligt får besked om, at du ikke kan møde på arbejdet.
At myndighederne fraråder al udkørsel, betyder ikke at man kan betragte dagen som en betalt fridag. Vejret er ikke arbejdsgivers problem. Du kan ikke blive fyret, hvis du bliver hjemme sådan en dag, men det forventes, at du gør det, der er muligt for at komme på arbejde.
Arbejdstidsopgørelsen
I arbejdstidsopgørelsen medregnes den ansattes fravær med det antal timer, vedkommende skulle have arbejdet den pågældende dag. For deltidsansatte udregnes det lidt anderledes. Læs mere her.
Ledig på grund af vejret
Hvis du bliver ledig på grund af vejret, kan du søge om dagpenge. Husk at tilmelde dig Jobcenteret den første dag, du ikke kan arbejde på grund af vejret eller materialemangel, ellers risikerer du at miste dagpenge. Hvis din arbejdsgiver skal betale de to første ledighedsdage, mister du ingen dagpenge ved først at møde op på Jobcenteret den tredje dag, du er ledig. Din arbejdsgiver skal attestere vejrlig/materialemangel på dagpengekortet.
Sidst opdateret den 26.11.2010