Skip navigation


Primær navigation



Årets Mekaniker 2009

Det er kollegerne på værkstederne, som har stået bag indstillingerne af de unge mekanikere til titlen som Årets Mekaniker.

Hjælpsom, dygtig og pligtopfyldende er nogle af de ord, der gik igen i kollegernes indstilling af Brian Nonboe Kristensen, der kommer fra Hadsten. Og kollegerne hos SMC-biler fremhævede desuden Brian Nonboe Kristensens interesse for rallysporten, hvor han selv er aktiv som kører og selv skruer på bilerne.

Præmien til Årets Mekaniker er en uge som medhjælpende mekaniker i FCM Racings professionelle team, der kører med om mesterskabet i Superleague Formula med Kasper Andersen i sædet.

Først går turen til Hiltec Racing i England, hvor bilen skal gøres klar, og derefter er Brian Nonboe Kristensen med i teamet, når FCM Racing kører på Monza-banen i Italien den 4. oktober. Han ser frem til oplevelsen:

- Jeg har ikke tænkt så meget over mine forventninger, men jeg tror, det bliver hårdt. Men sådan er det jo med motorløb. Det skal gå hurtigt, og man skal tænke kreativt hele tiden. Man kan ikke dalre den i et sekund.

I forbindelse med kåringen af Årets Mekaniker, der faldt sammen med Dansk Metals kongres, fremhævede Brian Nonboe Kristensen i sin tak, at SMC-biler og Dansk Metal bar en del af æren for, at han kunne modtage prisen, idet han fik mulighed for at skifte læreplads.

Det fremhævede Dansk Metals forbundsformand Thorkild E. Jensen også i sin lykønskningstale:

- Du har oplevet, hvor svært det kan være at være lærling, hvis arbejdspladsen ikke sætter pris på din arbejdskraft, og hvor dit ønske om uddannelse ikke bliver opfyldt. Du fik hjælp af Dansk Metal, og for et år siden skiftede du læreplads til SMC-biler i Århus. I dag er du blevet kåret som Årets Mekaniker, konstaterede Thorkild E. Jensen.

Sidst opdateret den 18.09.2009

Kontaktinformation

Dansk Metal er fagforening for dig, der arbejder med it, teknik og mekanik

Dansk Metal
Nyropsgade 38
1780 København V
Telefon 33 63 20 00
metal@danskmetal.dk