"Man ser det for sig. Direktører og djøf'ere i titusindvis vil kaste golfkøllerne fra sig i store bunker eller rejse sig fra sofaen og marchere ud på arbejdsmarkedet for at tjene BNP, OECD og Cepos." Sådan skriver Torben Poulsen, arbejdsmarkedschef i Dansk Metal, i Politiken.
EN ENØJET og gold diskussion om økonomernes hadeobjekt nummer 1 rammer næsten dagligt den politiske diskussion i månedsvis - ikke mindst i Politikens spalter: Fjern efterlønnen i morgen, og nationens problemer er løst, lyder kampråbet.
MAN SER DET for sig. Direktører og djøf'ere i titusindvis vil kaste golfkøllerne fra sig i store bunker eller rejse sig fra sofaen og marchere ud på arbejdsmarkedet for at tjene BNP, OECD og Cepos.
18 milliarder kroner ryger ind på fi-nansministerens konto, og en presset regering kan med et trylleslag aflyse rundbarberingen af børnecheck og ulandsbistand.
TROR I SELV på den? Billedet må da krakelere bare lidt, når sandheden uden for økonomernes og spinatfuglenes sæbeboble - herude i virkeligheden - er, at 75 procent af dem, der er på efterløn, er LO-lønmodtagere, og 12 procent er FTF'ere, dvs.
for eksempel pædagoger, lærere og sygeplejersker.
De er altså ikke magelige, apatiske akademikere. Hvis efterlønnen blev fjernet, skal regeringen ikke tro, at den blot skal bøje sig ned og samle de sparede penge op og høste skattekronerne fra de mange nye på arbejdsmarkedet.
Den skal i gang med aktivering, førtidspensionering og dagpengebetaling til de mange, der ikke kan arbejde med speederen i bund på fuld tid.
Og hvor meget er det så, man kan feste for på efterløn, altså sådan i kroner og øre? 16.293 kroner, hvis man venter, til man er 62 år.
Ellers er det 14.827. Før skat. Altså i praksis 11.000-12.000 kroner efter skat. Sikken en fest.
Forklaringen på, at efterlønnen ikke allerede er afskaffet, er ifølge den konservative korshær og kumpaner, at det politiske flertal er bange for vælgerne. Undskyld.
Et flertal af befolkningen er tilhængere af efterlønnen. Derfor stemmer de på de politikere, der vil bevare den.
Det hedder demokrati og ikke vælgerangst.
Naturligvis skal vi arbejde og producere alt, hvad vi kan. Det har vi sådan set ment i 122 år i Dansk Metal.
Men jeg synes, at det ville være mere interessant, hvis folk simpelthen havde så meget lyst til at arbejde, at interessen for at gå på efterløn faldt.
HVIS ARBEJDSGIVERNE i øvrigt er interesserede i at ansætte ældre medarbejdere.
Så hvad med at vende diskussionen på hovedet og sørge for bedre arbejdsmiljø og ikke mindst satse på uddannelse. Det skaber nemlig en fantastisk positiv spiral.
JO MERE uddannelse lønmodtagerne har, jo mere arbejder de nemlig: Arbejdet bliver mere spændende, de har færre sygedage, de tjener mere, og - nu kommer det: De forlader arbejdsmarkedet senere! Og en veluddannet arbejdsstyrke er i øvrigt det, som alle er enige om er vejen frem, hvis lille Danmark skal klare sig over for Beijing, Seoul og Düsseldorf.
Så fjern klappen fra det ene øje og se konstruktivt på det, der ikke er et problem, men en udfordring.
Bragt i Politiken, 6 juni 2010