Claus Jensen, næstformand for Dansk Metal, og Jan Johansen, MF(S), skriver om Den danske Model i Fyens Stiftstidende, 17. november 2011.

I Danmark lykkedes det at opbygge et velfærdssamfund samtidig med, at samfundsøkonomien blev styrket. Progressiv og moderne tænkning skabte et samfund, hvor kvinder kom på arbejdsmarkedet, arbejdsgivere og arbejdstagere var organiserede og arbejdede sammen.

Der blev taget hånd om de svageste, alle kunne få lægehjælp, og flexicurity skabte en omstillingsparat arbejdsstyrke, som løbende blev opkvalificeret og på mange måder var blandt verdens mest selvstændige, kreative, flittige og loyale.

Fri og lige adgang til uddannelse er unikt, når man sammenligner med resten af verden, og ud over at gavne den enkelte gør det samfundet så stærkt, at alle, der kan, også får mulighed.

Ovenstående er blevet kaldt Den Danske Model, og er en samfundsform, borgere i andre lande har kigget langt efter.

Den Danske Model er imidlertid ikke en naturlov -den kræver vedligeholdelse, prioritering og pleje. Samspillet mellem den private og offentlige sektor samt arbejdsmarkedets parter har været hemmeligheden bag den danske models succes.

" Du vil i 2. g efter sommerferien? Der er ikke plads." Under de seneste års borgerligt styre er angrebene på især den offentlige sektor og fagbevægelsen taget til. Samtidig er unge mennesker på erhvervsuddannelser blevet overladt til sig selv, hvis de ikke kunne finde en praktikplads.

En del af forklaringen er måske, at Christiansborg-eliten ikke har taget det særlig alvorligt, at 10.000 unge har stået uden praktikplads. Og måske er grunden, at det ikke drejer sig om deres egne børn -det er alt andet lige svært at forestille sig en tilsvarende passivitet fra politisk hold, hvis det var 10.000 gymnasieelever, der efter 1. g fik besked på, at " der er desværre ikke plads til dig i 2. g".

Det er i flere omgange dokumenteret, hvordan eliten lever afsondret fra mange almindelige danskere, og aldrig har der været så mange akademikere i Folketinget. Mange af dem endda uden anden erhvervserfaring end et studiejob, og de kender ikke til den praktiske virkelighed på danske arbejdspladser.

Hvis ikke befolkningen føler sig repræsenteret blandt folketingsmedlemmerne, og hvis ikke man på Christiansborg tager almindelige danskeres bekymringer og problemer alvorligt, risikerer man, at der opstår en politikerlede.

Konsekvensen kan blive, at opbakningen til velfærdsstaten forsvinder, fordi man ikke længere føler sig som en del af et fællesskab.

Men problemerne i Danmark løses ikke alene på Christiansborg.

Lønmodtagerne har selv et ansvar for at bevare et samfund med gode lønog arbejdsvilkår ved at være medlem af en fagforening, der kan sikre ordentlige vilkår i overenskomsterne. Alternativet er mindstelønninger fastsat fra politisk hold, og man skal være ualmindelig optimistisk, hvis man tror, at danske mindstelønninger bliver afgørende højere, end de er i resten af Europa, hvor niveauet ligger på mellem 40 og 60 kr. i timen.

Konsekvensen, hvis ikke vi får en holdningsændring til fagbevægelsen, bliver et arbejdsmarked, hvor lønmodtagerne i højere grad kommer til at stå alene, hvor myndigheder uden lokalt kendskab skal løse konflikter på arbejdspladserne, og hvor sårbarheden over for løndumping, svindel, manglende løn, mobning, ligeløn etc. vil øges.

Desværre har Den Danske Model i de senere år været under afvikling, og derfor er det positivt, at den nye regering -senest da Helle Thorning-Schmidt talte på LO's kongres -har signaleret, at den vil svinge taktstokken anderledes og igen inddrage erhvervslivet og lønmodtagere, når samfundsreformer skal gennemføres.

Skrevet af Jan Johansen, MF (S) og Claus Jensen, næstformand for Dansk Metal

Bragt i Fyens Stiftstidende, 17. november 2011