Skip navigation


Primær navigation



Mere strategisk forskning

Thorkild E. Jensen, Dansk Metal, skriver sammen med en række andre repræsentanter for organisationer om regeringens finanslovsforslags fokus på strategisk forskning. Bragt i Børsen, 16/11-2011.

Det er meget positivt, at regeringens finanslovsforslag reducerer de planlagte besparelser på forskningen. Desværre lægger forslaget også op til at nedprioritere den strategiske forskning med en 25 procents nedskæring af midlerne i Det Strategiske Forskningsråd.

Det er den forkerte vej at gå. Omverdenen bliver stadig billigere og mere effektive, samtidig med at de haler ind på Danmark, når det gælder produktudvikling.

Derfor er der mere vigtigt end nogensinde før, at vi formår at levere unikke og innovative produkter – og derfor styrker den strategiske forskning på universiteterne.

Konkrete succeser
Det er f.eks. strategisk forskning i slagteriteknologi, der har bidraget til, at vi stadig har en konkurrencedygtig forarbejdningsindustri.

Det er strategisk forskning i grøn energiteknologi, der har bidraget til en dansk førerposition på vindenergi og potentielt også på bioenergi.

Og det er strategisk forskning, der har bidraget til, at produktion af industriprodukter og fødevarer i dag – på trods af nedgangen under den økonomiske krise – fortsat beskæftiger mere end 330.000 medarbejdere og tegner sig for næsten halvdelen af den danske eksport.

Hvis den danske fremstillingsindustri skal være konkurrencedygtig og fortsat bidrage betydeligt til samfundsøkonomien, vil vi opfordre de politiske partier til at vedtage en finanslov, der styrker den strategiske forskning frem for at svække den.

Vi anbefaler, at de resterende midler i globaliseringspuljen øremærkes strategisk forskning, herunder produktionsforskning.

Ud over at sikre den strategiske forskning det nødvendige løft, er det desuden vigtigt, at universiteternes basismidler i højere grad rettes også mod de områder, hvor Danmark har de bedste muligheder for et større erhvervssamarbejde.

Det vil især sige inden for teknisk, natur- og sundhedsvidenskabelig forskning. Ellers bliver forskning ikke den vækstmotor, som det var tanken med de mange investeringer.

Skrevet af Thorkild E. Jensen, Dansk Metal, Lars B. Goldschmidt, DI, Ole Wehlast, NNF, Arne Grevsen, 3F, og Niels J. Pedersen, Landbrug & Fødevarer

Bragt i Børsen, 16. november 2011


Sidst opdateret den 18.11.2011, Thorkild E. Jensen m.fl.

Kontaktinformation

Dansk Metal er fagforening for dig, der arbejder med it, teknik og mekanik

Dansk Metal
Nyropsgade 38
1780 København V
Telefon 33 63 20 00
metal@danskmetal.dk