
It-kundskaber er afgørende, når virksomheder ansætter nye medarbejdere. Danske virksomheder forventer at ansætte flere medarbejdere med it-kompetencer. Det viser en ny undersøgelse, Metal har været med til at gennemføre.
En ud af fem virksomheder regner med at ansætte medarbejdere med IT-færdigheder i den nærmeste tid. Det viser en ny undersøgelse, som Dansk Metal har lavet i samarbejde med DI, Prosa og Microworld.
Tallet er højere for de rene IT-virksomheder, hvor 45 procent forventer at ansætte flere medarbejdere i det kommende år.
Der er især medarbejdere med kompetencer inden for de mest anvendte teknologier, som bl.a. Microsofts Windows-operativsystem på både server- og klientsiden, men også en lang række andre kompetencer efterspørges som bl.a. Oracles databasesystemer og IBM’s mailserversystemer i den finansielle sektor.
Men virksomhederne efterspørger også folk, der har forståelse for både it og forretning.
”Rapporten viser på teknologiniveau, hvilke kompetencer der efterspørges. Vi kan derfor bruge rapportens konklusioner som et godt fundament for det fremadrettede arbejde med at trimme uddannelserne og udvikle flere målrettede efteruddannelsestilbud, siger Per Påskesen, der er forbundssekretær i Dansk Metals Uddannelses- og IKT-sekretariat.
Undersøgelsen er finansieret af en central pulje administreret af Arbejdsmarkedsstyrelsen.