
Manglen på praktikpladser er på et katastrofalt niveau. Metal kræver, at alle metoder tages i brug – og undrer sig over, at mange tusinde virksomheder har tomme pladser.
Antallet af unge i kø til en praktikplads er fortsat alarmerende højt, og selvom der er sket en mindre vending i statistikkerne, så er der stadig knap 8.000 unge, der akut mangler den praktikplads, der skal gøre det muligt for dem at færdiggøre deres uddannelse.
Forbundssekretær i Metals uddannelsessekretariat, Per Påskesen, kræver en indsats på alle områder:
- Vi skal se på alt. Hvis der findes barrierer, hvordan får vi dem så fjernet? Det kræver en indsats både i virksomheder, på skolerne og hos politikerne, siger Per Påskesen.
Han undrer sig over, at der stadig er mange tusinde danske virksomheder, som har tomme pladser:
- Vi har undersøgt situationen, og det viser sig faktisk, at der alene indenfor Metals område er mere end 28.000 godkendte praktikpladser, som ikke er i brug. Virksomhederne er godkendt, men bruger altså ikke godkendelsen til noget, forklarer Per Påskesen.
- Samtidig er der faktisk en reserve på op til 60.000 praktikpladser, som kunne godkendes, hvis blot virksomhederne søgte om lov til at have lærlinge, siger Per Påsksen.

Dansk Metal har udgivet oplægget "UJddannelse er vejen til vækst" med syv konkrete forslag til uddannelsesreformer.
Han anerkender, at der er virksomheder, der måske ikke på grund af krisen og manglende ordrer kan tage en ”hel lærling”:
- Nogle virksomheder er måske så specialiserede, at de ikke kan have en ordinær uddannelsesaftale, men hvis flere virksomheder med hver sit speciale stiller sig til rådighed, vil det være muligt at sammensætte en hel uddannelse. Det er en model, som vi gerne så udvidet. Vi kalder det en praktikcampus, hvor tanken er, at eleven skal veksle mellem skolen og flere virksomheder. Det er så skolen, der går ud og laver de enkelte delaftaler med virksomhederne, forklarer Per Påskesen.
Han peger også på, at offentlige myndigheder burde gå forrest, ligesom han gerne så en kobling mellem forskning og håndværk:
- Teknologisk Institut, Risø, statslige institutioner, iværksætterhuse og offentlige virksomheder burde skaffe flere praktikpladser med delaftaler og på en ny og spændende måde koble forskningen sammen med håndværket, siger Per Påskesen.
Dansk Metal har udgivet et oplæg – Uddannelse er vejen til vækst – med syv konkrete forslag til uddannelsesreformer.
Læs hele oplægget her.
Sidst opdateret den 10.02.2011