
Danmarks bedste pensionskasse hedder Industriens Pension - og her har langt hovedparten af Dansk Metals medlemmer deres pensionsopsparing stående.
DR1's "Pengemagasinet" løftede onsdag aften sløret for en ny undersøgelse, der sammenligner de danske pensionskasser. Undersøgelsen dokumenterede endnu engang, at der er meget stor forskel på pensionskasserne. Og forskellen bliver ganske kontant, når man kommer til pensionsalderen.
Men langt de fleste Metal-medlemmer kan sove trygt om natten helt frem til pensionsalderen. De har nemlig deres pensionsopsparing stående i Danmarks bedste pensionskasse, Industriens Pension (IP).
- Et ganske almindeligt Metal-medlem kan glæde sig over, at hans pensionsopsparing hvert år bliver mere værd, og samtidig er der tilknyttet en række forsikringer og fordele til pensionsordningen. Det betyder, at man med sin pension hos IP er rigtig godt sikret, forklarer næstformand i Dansk Metal, Claus Jensen.
Pengemagsinets undersøgelse er udarbejdet af aktuar og forsikringsekspert Jørgen Svendsen, og han roser IP for at have "klaret det ualmindeligt godt". Hans undersøgelse viser, at 100 kr. placeret hos IP de seneste ti år er vokset til 185 kr., og dermed placerer han IP som den bedste arbejdsmarkedspensionskasse, kun overgået af ATP, som alle danskere er medlem af.
Dansk Metal har været med til at stifte Industriens Pension, og forbundsformand, Thorkild E. Jensen er medlem af pensionsselskabets bestyrelse.
Læs mere om DR1s undersøgelse her og se Pengemagsinet
Sidst opdateret den 10.02.2011