
En ny analyse fra LO viser, at en omlægning af beskæftigelsesindsatsen kan øge beskæftigelsen med op til 16.000 personer. Dansk Metal bakker op om en ny styring.
En ny analyse fra LO kritiserer kommunernes beskæftigelsesindsats. Analysen konkluderer, at en omlægning af beskæftigelsesindsatsen vil kunne øge beskæftigelsen med op til 16.000 personer. Blandt andet ved at flytte indsatsen fra kommuner til regioner.
Derfor vil LO i de kommende trepartsdrøftelser kræve, at der oprettes nye beskæftigelsesregioner, der skal styre beskæftigelsesindsatsen, og at a-kasserne i højere grad inddrages i beskæftigelsesarbejdet. SF bakker op om forslaget.
Hovedkasserer i Dansk Metal, Torben Poulsen, siger:
"Det er helt afgørende, at der kommer reformer på beskæftigelsesområdet. For os er en øget uddannelsesindsats altafgørende. Det handler om at give danskerne bedre kvalifikationer, så deres kompetencer matcher virksomhedernes behov. I dag er under 10 procent af de aktiverede ledige i ordinær uddannelse. Kommunerne er ganske enkelt ikke det rigtige sted at placere ansvaret for uddannelse. Det kræver større bæredygtige enheder".
Dansk Metal har torsdag d. 22. december møde med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. Her vil Dansk Metal fremlægge deres ønsker til en fremtidig arbejdsmarkedspolitik.
Hovedkasserer Torben Poulsen siger:
"En ny organisering af beskæftigelsesindsatsen står højt på Metals ønskeliste til trepartsdrøftelserne. Det glæder mig derfor, at foreløbigt SF har meldt positivt ud om en regional forankring af beskæftigelsespolitikken. Men der er brug for en bred politisk erkendelse af, at de store udfordringer på arbejdsmarkedet kræver nye løsninger".