
I 2012 kan danskerne vælge at få udbetalt deres efterlønsbidrag skattefrit.
Folketinget vedtager i dag en lov, der gør det muligt for danskerne at få udbetalt det efterlønsbidrag, de har indbetalt til efterlønsordningen.
Udbetalingen er skattefri for bidrag indbetalt til og med 15. maj 2011, og kan ske fra 2. april til 1. oktober 2012. Bidrag indbetalt efter 15. maj 2011 vil blive pålagt en afgift på 30 procent.
Bordet fanger
Men det er nødvendigt med grundig overvejelse, før du vælger at få pengene i hånden, udtaler hovedkasserer i Metal A-kasse, Torben Poulsen.
Har du først fået udbetalt efterlønsbidraget, afskriver du dig nemlig definitivt muligheden for senere at indtræde i efterlønsordningen.
Du mister også muligheden for at optjene den skattefri præmie på maksimalt 147.516 kroner, og du mister retten til et evt. seniorjob, hvis din dagpengeperiode udløber fem år før din efterlønsalder.
”Selvom udbetalingen er skattefri, kan du faktisk risikere at tabe mange penge ved at få dem i hånden med det samme. Efterlønnen er jo en ”forsikringsordning”, og de færreste af os kan forudse, hvordan vi har det, når vi når efterlønsalderen”, siger Torben Poulsen.
Du kan risikere at miste op til 65.763 kroner ved at få udbetalt efterlønnen, i stedet for at vente og få den skattefri præmie, oplyser hovedkasseren i Metal A-kasse.
”Alle medlemmer, der har indbetalt til efterlønsordningen, vil få tilsendt et brev med nærmere information senest ved udgangen af februar måned 2012. Der vil også blive informeret i Metalmagasinet og Tillidsbrevet i løbet af 2012, afslutter hovedkasserer Torben Poulsen.”
Læs Metallere vil holde på efterlønnen
Læs notatet fra Danks Metal Aftale om senere tilbagetrækning - udbetaling af efterlønsbidrag
Læs AE-rådets notat Udbetaling af efterlønsbidrag - fordele og ulemper
Det betyder tilbagetrækningsreformen for efterlønnen hos AK-samvirke