Skip navigation


Primær navigation



It- og telejobs til lavtlønslande

Danske virksomheder, der flytter danske it- og telejobs til lavtlønslande, risikerer at undertrykke medarbejderne.

At arbejde 15 timer dagligt til minimal løn eller blive fyret, fordi man er medlem af en fagforening, er heldigvis ikke normalt for danske lønmodtagere.

Danske virksomheder, der flytter danske it- og telejobs til lavtlønslande, risikerer at undertrykke medarbejderne 
It- og telearbejdere i Mexico City demonstrerer for retten til at organisere sig. Som det er nu, risikerer de at blive fyret, hvis de melder sig ind i en fagforening.

Men i en lang række lande i Østeuropa og Sydamerika er det den barske hverdag for it- og telemedarbejdere. Og desværre gør flere danske virksomheder sig til medskyldige i undertrykkelse af lønmodtagerne. Når de flytter deres it- og telejobs til lavtlønslande, er det ofte til medarbejdere med elendige vilkår, fortæller Michael Antonsen fra Dansk Metals Uddannelses- og IKT-sekretariat.

”Senest har TDC sendt dele af deres Helpdesk til Østeuropa og dele af Økonomiafdelingen til Indien, hvor arbejdsvilkårene er væsentligt dårligere end i Danmark. Det er fuldstændigt urimeligt, at danske virksomheder på den måde er med til at undertrykke lønmodtagere i andre lande”, siger han.

Skaber fokus
Derfor er Dansk Metal aktiv i den internationale it- og teleorganisation, UNI ICTS Global Union, der arbejder for at forbedre arbejdsvilkårene for it- og telearbejdere verden over.

Michael Antonsen sidder i den europæiske styregruppe i UNI ICTS Global Union, der arbejder for at skabe fokus på de menneskelige konsekvenser af at danske virksomheder flytter it- og telejobs til bla. Østeuropa.
”Alt det, vi i Danmark tager for givet, nemlig rimelig løn, rimelig arbejdstid og pension, det har it- og telearbejderne ikke i lavtlønslandene. Hver gang danske it- og telejobs flyttes ud af landet, går det ud over vores medlemmer. Og når det så er til fuldstændigt urimelige vilkår, som vi aldrig ville være bekendt herhjemme, så er det horribelt”, siger han.

Internationalt problem
Og problemet med de store etablererede virksomheder, der outsourcer deres jobs til lande med dårligere arbejdsvilkår foregår overalt i Europa, fortæller Michael Antonsen.
”Deutsches Telekom opfører sig godt nok i Tyskland, men deres mobilselskab, T-Mobile, bruger grove metoder i USA, Mexico og andre lande. Her må medarbejderne ikke organisere sig og bliver fyret, hvis de gør”, siger han.

UNI ICTS Global Union:
Global sammenslutning af it- og telefagforbund. Arbejder for organisering, indgåelse af overenskomster og at sikre rettigheder på verdensplan.


Sidst opdateret den 31.10.2011, Anne Gooseman Hove

Kontaktinformation

Dansk Metal er fagforening for dig, der arbejder med it, teknik og mekanik

Dansk Metal
Nyropsgade 38
1780 København V
Telefon 33 63 20 00
metal@danskmetal.dk