Skip navigation


Primær navigation



Unge metal-lærlinge står bag avanceret ulands-hjemmeside

Det er lærlinge fra Roskilde Tekniske Skole, der står bag, når Ulandssekretariatet lancerer en helt ny, avanceret hjemmeside.

De vil alle sammen noget med computer, de unge webintegrator-studerende på Roskilde Tekniske Skole (RTS). Og onsdag den 26. januar sad de på rad og række med hættetrøjer, baggy jeans og kasketter på sned i skolens store sal ved præsentationen af uddannelsens hidtil mest omfangsrige hjemmeside.

Det er Ulandssekretariatet, fagbevægelsens organisation for samarbejde med faglige organisationer i den tredje verden, der har bestilt en hjemmeside, hvor unge lærlinge kan få oplysning om forholdene for unge i Swaziland og Zimbabwe. Og på RTS har et særligt udvalgt team bygget hjemmesiden www.ulands-ung.dk helt fra bunden. Med tanke for de barske vilkår, unge i det sydlige Afrika lever under, har teamet designet siden med hovedoverskriften Our Word is our weapon (Vores ord er vores våben).

Og de omkring 100 kommende web-integratorer fik med knivskarpe ord et førstehåndsindblik i vilkårerne for de afrikanske unge, som for 80 pct.s vedkommende er arbejdsløse og må klare sig på markedet for det sorte arbejde.

Ulandssekretariatet og Dansk Metal havde fået den 27-årige rapper fra Zimbabwe, Outspoken, til Danmark, og fra scenen i Roskilde rappede han rytmisk om “No Justice, No Peace” (Ingen retfærdighed, ingen fred). Også web-integrator kammeraten Patrick med kunstnernavnet Infamous PM rappede med om unges rettigheder.

Ved præsentationen af hjemmesiden talte formanden for Dansk Metal i Roskilde, Jacob Birch Laursen:

- Tænk engang at i vores del af verden tager vi noget som en overenskomst som en selvfølgelighed, ordentlig løn og arbejdsvilkår, ordentligt arbejdsmiljø,” sagde han og konstaterede, at goderne kan smuldre bort igen, hvis ikke fagbevægelsen står sammen.

Ulandssekretariatets Afrikakonsulent, Jørgen Assens, fortalte om forholdene i Swazland og Zimbabwe, som har behov for hjælp, fordi de har “ondt i demokratiet” og fagligt aktive folk bliver forfulgt og tævet.

- Outspoken er en modig mand, sagde han om den unge rapper.

- For han skal tilbage til Zimbabwe igen.

Hjemmesiden www.ulands-ung.dk går i luften i begyndelsen af februar. Her kan unge danskere skrive sammen med unge i de to afrikanske lande, bl.a. Outspoken. Og via en quiz er det muligt at vinde pizza til hele klassen.


Sidst opdateret den 30.01.2012, Lene Frøslev
Kom videre

Kontaktinformation

Dansk Metal er fagforening for dig, der arbejder med it, teknik og mekanik

Dansk Metal
Nyropsgade 38
1780 København V
Telefon 33 63 20 00
metal@danskmetal.dk