
Sort skærm på DRs kanaler. Det kan være konsekvensen allerede på fredag den 1. juni, hvis der ikke inden er indgået en ny overenskomstaftale. Forhandlingerne fortsætter tirsdag.
Der har de seneste måneder været intense forhandlinger mellem Danmarks Radio og en række fagforbund, bl.a. Dansk Metal. Stridens kerne er en ny overenskomst, som skal være på plads, når den eksisterende udløber den 1. juni 2012.
- Hvis vi ikke når et resultat i Forligsinstitutionen, så udløber overenskomsterne natten til fredag, forklarer Michael Antonsen, der er souschef i Dansk Metals Uddannelses- og IKT-Sekretariat og forhandler for Metals medlemmer i DR.

Michael Antonsen, Dansk Metal, forhandler overenskomster med DR for Metals medlemmer. Der er stadig risiko for konflikt fra 1. juni 2012. Foto: Dansk Metal.
Ifølge Michael Antonsen ønsker lønmodtagerne væsentlige forbedringer af overenskomsterne efter en årrække med smalkost og økonomiske problemer:
- DR har haft dårlig økonomi og samtidig har den generelle økonomiske situation sat sit præg på de seneste par overenskomster. Vi har taget ansvar ved overenkomstfornyelserne. Derfor ønsker vi, at DR nu, hvor der er styr på økonomien, også tager ansvar i de igangværende overenskomstforhandlinger, så skal vi nok finde en forhandlingsmæssig løsning, siger Michael Antonsen.
Ifølge ham genoptages forhandlingerne i Forligsinstitutionen tirsdag kl. 10:00.
- DR har ønsket væsentlige forringelser og opstillet en økonomisk ramme for forhandlingerne som har gjort det meget svært at nå til enighed, siger Michael Antonsen.
Dansk Metal og en række andre forbund har varslet konflikt over for Danmarks Radio fra 1. juni 2012. Alle involverede forbund under LO har varslet sympatikonflikt mod DR og deres underleverandører.