Skip navigation


Primær navigation



Metal sætter tillidsfolk ind i jobjagt

1.800 Metal-medlemmer står lige nu til at ryge ud over dagpengekanten efter nytår. Dansk Metal sætter alt ind på at finde nye job til de ledige. Senest er forbundets mange tusinde tillidsrepræsentanter sat i aktion.

Ingen job, og heller ingen dagpenge. Det er udsigterne for næsten 1.800 metal-arbejdere over hele landet, der falder for den halverede dagpengeperiode efter nytår.

- Det er en ulykkelig situation for vores medlemmer. Mange frygter at de må sælge hus og bil, og desværre er udsigten til at komme i job alt for ringe, siger Torben Poulsen, der er leder af Metals a-kasse.

Torben Poulsen, hovedkasserer i Dansk Metal
- Metal sætter alt ind på at hjælpe de ledige medlemmer, forklarer Torben Poulsen, leder af Metal-a-kasse.

- Det er derfor, vi sætter alt ind på at hjælpe medlemmerne, der står i den ulykkelige situation. Vi er trætte af at høre på arbejdsgivere og borgerlige politikere, der påstår, at der er masser af job - det er slet ikke virkeligheden, siger Torben Poulsen, og henviser til en annonce-kampagne, som Metal kørte for et par uger siden.

Her efterlyste fagforeningen arbejdsgivere, der havde ledige job og oprettede en særlig telefon-hotline, hvor virksomhederne kunne ringe, hvis de havde ledige stillinger:

- Vi fik desværre kun 13 henvendelser på de annoncer, og så er der jo lang vej igen, når vi har 6.000 ledige, der desperat leder efter et job, siger Torben Poulsen.

Som det seneste skud har forbundet nu også direkte aktiveret de mange tusinde tillidsrepræsentanter, som repræsenterer Metal på landets industrivirksomheder:

- Vi har bedt tillidsfolkene om at kontakte deres direktører og virksomhedsejere. Tillidsrepræsentanten har direkte adgang til chefens kontor, og så kan de passende høre, om der ikke kunne være plads til en ny kollega, der ellers vil miste dagpengene efter nytår. Samtidig kan de forklare om mulighederne for jobrotation eller voksenlærlinge, og den lokale Metal-afdeling kan så være behjælpelig med at finde egnede kandidater, forklarer Torben Poulsen.

Ifølge ham viser initiativerne styrken ved de rigtige fagforeninger:

- Det her er noget, som vi kan gøre, fordi vi har styrken til det og ikke mindst fordi vi er til stede helt ude på den enkelte arbejdsplads. Hvert eneste år formidler Dansk Metal mange tusinde job til ledige direkte til virksomhederne. Det er noget, der bliver fuldstændig overset i diskussionen om fagforeningerne, siger Torben Poulsen.

Se video om Metals jobformidling her


Sidst opdateret den 28.09.2012, Kasper Hyllested
Mød Metals formand på Facebook

Seneste nyt

Kontaktinformation

Dansk Metal er fagforening for dig, der arbejder med it, teknik og mekanik

Dansk Metal
Nyropsgade 38
1780 København V
Telefon 33 63 20 00
metal@danskmetal.dk