
Dansk Metal glæder sig over, at Folketinget endelig har besluttet at sætte gang i byggeriet af det, der skal blive Danmarks største vindmøllepark. ”Det befæster Danmarks førerposition, og vil samtidig skabe mange nye jobs”, mener Dansk Metal.
400.000 danske husstande vil få strøm fra det, der bliver Danmark største havvindmøllepark ved Anholt. Det bliver resultatet af den beslutning, som et bredt flertal i Folketinget bestående af regeringen, Socialdemokratiet, SF, De Radikale og Dansk Folkeparti har truffet i dag.
Dansk Metal er glad for, at beslutningen nu er truffet og byggeriet endelig kan gå i gang.
”Med beslutningen styrker vi danske virksomheders førerposition, når det handler om vindenergi. Det er vigtigt for konkurrenceevnen på den lange bane, og samtidig vil det skabe mange nye jobs, siger Mikael Bay Hansen, der er sekretariatschef i Dansk Metal.
Vindmølleparken ved Anholt vil sikre op mod 8.000 danske arbejdspladser:
- I den aktuelle situation, hvor ledigheden er høj og danske virksomheder har det svært, er det naturligvis afgørende, at vi fastholder fremtidens arbejdspladser her i landet. Mange af Metals medlemmer er i dag beskæftiget indenfor energi-sektoren, og alene vindmøllebranchen står for en væsentlig del af vores industrieksport, forklarer Mikael Bay Hansen.
Havvindmølleparken ved Anholt skal levere vindmøllestrøm til 400.000 husstande, og udbygningen vil bringe Danmark tættere målet om CO2-neutralitet.
”For Dansk Metal er det vigtigt, at virksomheder og borgere har adgang til sikker forsyning af billig energi. Derudover deler vi målet om en renere energiforsyning, der i højere grad end tidligere baserer sig på vedvarende energikilder. Havvindmøllerne ved Anholt sikrer, at hensynene til vækst, beskæftigelse og miljø går hånd i hånd” siger Mikael Bay Hansen.