
I 2019 vil der mangle 45.000 faglærte. Samtidig står mere end 8.000 unge på venteliste til en praktikplads. Med syv konkrete forslag går Metal nu på banen for at få sat gang i uddannelsesreformer.
Om få år vil det danske arbejdsmarked se helt anderledes ud: Virksomhederne vil mangle 45.000 faglærte, men samtidig vil der være 90.000 ledige uden uddannelse. Det bliver dyrt for samfundet:
- Det vil koste samfundet 20 milliarder kroner hvert eneste år i tabt indtjening, hvis vi ikke sørger for at få uddannet flere, siger Thorkild E. Jensen, der er forbundsformand for Dansk Metal.
Som medlem af regeringens Vækstforum er han bekymret for det manglende fokus på erhvervsuddannelserne i regeringens politik:
- Regeringen har en helt rigtig målsætning, nemlig at 95 pct. af en årgang skal have en ungdomsuddannelse. Men desværre står det stadig i stampe. Hvis vi skal op på målet, så skal der hvert eneste år uddannes 13.000 flere, forklarer Thorkild E. Jensen, der samtidig understreger, at det ikke bare er et spørgsmål om at bruge flere penge:
Det er nemlig en rigtig god forretning, både for samfundet og for den enkelte, der får en uddannelse:
- En faglært mekaniker har i gennemsnit en livsindkomst, der er 71 pct. højere end en ufaglært. Samtidig har en faglært mange flere års fuldtidsbeskæftigelse end en ufaglært. Så hver eneste gang, vi får uddannet en mekaniker, vil samfundet få flere penge ind i skat og bruge færre penge på dagpenge, siger Thorkild E. Jensen.
- Det er 10.000 flere unge, der skal have en erhvervsuddannelse. Mere taler vi ikke om. Og de unge vil gerne, men desværre får de ikke alle chancen. Hvis bare de 8.000 unge, der står i kø til en praktikplads, kunne komme i gang, så var vi jo meget tæt på målet, forklarer Thorkild E. Jensen.
Han peger på, at der alene indenfor Metals område er over 36.000 godkendte praktikpladser, men blot lidt over 8.600 igangværende uddannelsesaftaler.
- Der er altså masser af virksomheder, som allerede er godkendt til at tage en eller flere lærlinge, men som bare ikke løfter uddannelsesopgaven, forklarer Thorkild E. Jensen, og peger på, at løsningen er en reform af Arbejdsgivernes Elevrefusion (AER-ordningen):
- Vi har forsøgt at lokke virksomhederne ved at give dem store bonuser på helt op til 50.000 kr., men det har ikke rigtig rykket noget. Derfor er vi indstillet på en mere omfattende reform, hvor man gør det mere attraktivt for virksomhederne at tage lærlinge. Og det kan både være pisk og gulerod, fx ved at de virksomheder, der ikke tager del i at løse uddannelsesopgaven, skal bidrage væsentligt mere til AER, siger Thorkild E. Jensen.
I Metals oplæg bliver der også peget på en række andre konkrete initiativer, der alle sammen kan være med til at øge andelen af unge, der får en ungdomsuddannelse.
- Reel uddannelsesgaranti
- Praktikcampus
- Øget forskningssamarbejde
- Reform af AER
- Den offentlige sektor skal gå foran
- En styrket indsats i folkeskolen
- Den unge skal være uddannelsesparat
Læs hele oplægget her
Sidst opdateret den 04.06.2010