Skip navigation


Primær navigation



Smuk grøn rose med enkelte spidse torne

Regeringen har i dag fremlagt et ambitiøst og visionært energiudspil, der skal gøre Danmark fri af fossile brændsler inden 2050. Dansk Metal har store forhåbninger til at der nu for alvor gøres noget for at skabe et bedre klima og flere grønne job, men har også forbedringsforslag, der kan sikre endnu flere grønne job.


- Det er befriende, at der endelig kommer et politisk udspil, som tager det alvorligt, at Danmark om få år skal være fri for dyr og forurenende energi, hvis vi skal skåne klimaet og sikre vores fremtidige energiforsyning. Derudover skal vi have fokus på, at grøn udvikling skal skabe grønne jobs, siger Thorkild E. Jensen, forbundsformand for Dansk Metal.

Dansk Metal mener, at nogle af forslagene med fordel kan justeres, så der kan høstes nogle hurtige klimagevinster, som samtidig kan sætte mere gang i beskæftigelsen end de 5.500 nye job, som regeringen har beregnet, at energiudspillet vil skabe i 2013:

- Der kunne for eksempel gives incitamenter til virksomheders energieffektivisering i produktionsprocessen, hvor erhvervslivet bruger meget strøm, og som er afgørende for, at vi kan dække det fremtidige energibehov med vedvarende energi. Der bør også satses på at elektrificere tognettet, så folk kan komme hurtigere frem på renere energi. Det vil skabe arbejdspladser her og nu og mulighed for eksport af vores viden, påpeger Thorkild E. Jensen.

I udspillet opstiller regeringen en række fremtidige milepæle for energieffektivisering og vedvarende energiforsyning, som skal gøre Danmark fri af fossile brændsler inden 2050. Det er et godt redskab til at styre samfundets grønne udvikling, så længe milepælene ikke står i vejen for hinanden:

- El fra vindkraft og lignende kan ikke opfylde fremtidens energibehov alene, men regeringen satser først på at udvikle alternativer til olie fra 2035. Det synes vi er ærgerligt, da vi havde håbet, at regeringen allerede nu ville støtte produktion af 2. generations bioethanol, som har potentiale til at blive et seriøst alternativ til olie og skabe mange nye job, siger Thorkild E. Jensen.

Tornene på regeringens grønne buket sidder, ifølge Thorkild E. Jensen, i høj grad på de nye energiafgifter, som skader bestemte branchers konkurrenceevne og beskæftigelse. Det gælder for eksempel forslaget om at femdoble afgiften for udledning af de såkaldte NOx-gasser, som vil ramme energiselskaberne og fremstillingsvirksomhederne, selvom transportsektoren står for langt den største NOx-udledning:

- NOx-afgiften lægger en ulige byrde på energiselskaberne og fremstillingsvirksomhederne, som vil koste konkurrenceevne og arbejdspladser - også for de nye kreative og højteknologiske virksomheder, som vi skal leve af i fremtiden. Derfor håber vi, at regeringen vil justere NOx-afgiften, så miljøhensyn og konkurrenceevne kan følges ad. Det er det vi skal leve af, slutter Thorkild E. Jensen.

Sidst opdateret den 25.11.2011
Pressekontakt

Pressemedarbejder
Kasper Hyllested
Telefon: 22 99 33 49
E-mail: hyllested@danskmetal.dk

Metals kommunikationsafdeling

Følg Metal på Twitter


Kontaktinformation

Dansk Metal er fagforening for dig, der arbejder med it, teknik og mekanik

Dansk Metal
Nyropsgade 38
1780 København V
Telefon 33 63 20 00
metal@danskmetal.dk