Den danske fagbevægelse var både ved sin fødsel og gennem sin tidlige opvækst stærkt knyttet til den europæiske arbejderbevægelse.

Starten fandt sted i sommeren 1871, hvor man stiftede en dansk afdeling af Den internationale Arbejderforening (Internationale). Tidligere havde der faktisk været nogen forståelse for det fornuftige i at organisere sig blandt danske arbejdere.
Ved den ny næringslov i slutningen af 1850’erne ophævedes laugtvangen. Få år efter (1862) opløstes hovedparten af de bestående laug. Enkelte af de gamle laug forsøgte at fortsætte som sygekasser, men hovedparten af arbejdere var tydeligvis meget tilfredse med at stå helt frit.

Ude i Europa gærede det for længst. Allerede i 1864 grundlagde arbejderrepræsentanter for de mest industrialiserede lande Den internationale Arbejderforening, men i Danmark arbejdede selv den ringest stillede efter devisen "enhver er sin egen lykkes smed".

I starten af 1870’erne indtrådte der så en markant ændring i Danmark. De store dønninger fra Europa kunne ikke mere standses.

Den fransk-tyske krig og specielt Pariserkommunen og tankerne bag den sporede også danske sind.

Medvirkende til holdningsændringen blandt danske arbejdere var også arbejdsgivernes dumme griskhed.

Medens arbejdsgiverne levede godt på den begyndende industrialisering og havde glæde af stigende varepriser, blev lønningerne holdt nede på et minimum.

F.eks. måtte 2/3 af arbejderne hos fabrikant Burmeister have offentlig hjælp for at klare sig, og eftersom offentlig hjælp medførte fortabelse af borgerlige rettigheder, var det ikke en hjælp, man gerne modtog.

Impulserne udefra Europa og de danske arbejdsgiveres griskhed gødede jordbunden, og med Pio, Brix og Geleff havde den begyndende danske arbejderbevægelse sine inspirationer og organisationer.

Organiseringens voldsomme årti

De første spæde forsøg på brancheorganisering startede i 1869-70 med typografer, træskomagere og skibstømrere.

1873 blev det første store organisationsår med dannelsen af over en halv snes fagforeninger, og blandt dem var Københavns Smede- og Maskinarbejderforening.

Københavneren blev hurtigt klar over, at Provinsen også måtte organiseres, hvis man skulle skaffe forbedringer i København.

De københavnske arbejdsgivere kunne nemlig når som helst skaffe uorganiseret arbejdskraft udefra, og derfor stod fagforeningen uhyre svagt.

Det lykkedes i 1876-77 at få oprettet fagforeninger ude i landet, men arbejdsførernes flugt til Amerika og det hårde tryk fra arbejdsgivere og samfund var meget tæt på at kvæle hele fagbevægelsen i slutningen af 70erne og begyndelsen af 80erne.

Provinsafdelingerne gik helt ned, og i København bestod organisationen i 1880 tilsyneladende alene af d´hr. Adam Petersen, H. Petersen og Broch.

Først i 1882, efter en strejke hos en sengefabrikant på Christianshavn, indmeldte mange sig igen, og i de år arbejdede foreningen primært for en minimal-timeløn på 27 øre på fabrikkerne og 30 øre i værkstederne.

Man begyndte igen at organisere i Provinsen, og i marts 1884 kom det første fagblad, som dog måtte stoppe igen året efter.

I 1885 udløste en arbejdsnedlæggelse for bedre løn den berømte smede-lock-out. 24 fabrikker smed smedene ud og forlangte, at de skulle melde sig ud af deres fagforeninger.

Konflikten varede fire måneder og omfattede over 1.000 mand. Den kostede 15.000 kr. om ugen, og arbejderne tabte på papiret. Imidlertid blev retten til at organisere sig stadfæstet, og rent faktisk var der efter arbejdsstandsningen ikke mange smede, som arbejdede under 27 øre i timen.

Efter konflikten faldt tallet af medlemmer fra 1.500 til ca. 300 i april 1886.

I sommeren 1888 var der Skandinavisk Arbejderkongres i Danmark, og en række af de smede og maskinarbejdere, som havde deltaget fra dansk side, vedtog sammen at danne Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund.

Seks fagforeninger stiftede den 20. august 1888 forbundet. De seks var den københavnske afdeling og de københavnske kleinsmede samt fagforeningerne fra Aalborg, Århus, Randers og Helsingør