
For første gang i historien var Nato’s generalsekretær blandt gæsterne ved åbningen af Metals kongres. Og for første gang i historien fik Anders Fogh Rasmussen kongressen til at knække sammen af grin, mens klapsalverne bølgede ned over hans fnugfri skuldre og daggamle skægstubbe.
Modtagelsen skyldtes givetvis, at det i virkeligheden var hans kloning fra Cirkusrevyen, skuespilleren Henrik Lykkegaard, der rundede lørdagen af sammen med revy-kollegaen Ditte Hansen.
I et 30 minutter langt potpourri serverede de en vifte af deres bedste numre fra årets forestilling. Lige fra Lykkegaards satire over Foghs flugt fra dansk politik til Ditte Hansens karikatur på en coach, der lever højt på, at flere og flere går på røven i disse tider.
”Det mærker I jo også i Metal. Jeg bliver så ked at det, når for eksempel Lindøværftet lukker ned,” sagde Ditte Hansen, da hun efter showet tog den alvorlige mine på og sank sammen over et stykke smørrebrød.
Begge skuespillere er organiserede i deres egen fagforening, og det skyldes ikke mindst ønsket om at stå sammen:
”Solidaritet er blevet et meget sjældent ord i Danmark, og det er trist. Jeg er ikke organiseret af hensyn til mig selv, men af hensyn til, at vi skal hjælpe hinanden. Jeg bryder mig ikke om den tendens til at melde sig ud og passe sig selv, som vi oplever i disse år,” sagde Ditte Hansen.
”Jeg er fuldstændig enig. Jeg prøver selv at lære mine børn, hvad solidaritet er,” supplerede Henrik Lykkegaard – og tilføjede:
”Der er kun en ting ved fagbevægelsen, jeg har det lidt svært med. Jeg er selv socialdemokrat og har altid været det, men jeg synes, fagbevægelsen i højere grad skal holde sig fra det partipolitiske og i stedet koncentrere sig om for eksempel overenskomster, efteruddannelse og arbejdsforhold. Jeg ved godt, det kan være svært at skille tingene, men der er altså mange arbejdere, der stemmer på Pia Kjærsgaard. Det er de i deres gode ret til, selv om det er lidt skidt, at det gør det…”
Sidst opdateret den 29.04.2010, Morten Bruhn