
LO-formand Harald Børsting forsøger nu at involvere både arbejdsgiverne og regeringen i kampen mod social dumping.
Det afslørede han i sin tale ved åbningen af Metals kongres, hvor LO-formanden også beskæftigede sig med den eksploderende arbejdsløshed.
LO's formand, Harald Børsting, opfordrede på Metals kongres til, at den danske regering sætter social dumping på dagsordene. Konkret pegede han på behovet for, at regeringen sammen med arbejdsmarkedets parter laver en handlingsplan.
Foto: Michael Bo Rasmussen
”Fagbevægelsen i almindelig og Metal er særdeleshed er varme fortalere for det europæiske samarbejde. Men det har alvorlige konsekvenser, når vores job ryger til andre EU-lande på grund af ulige vilkår. Vi kan ikke være tjent med, at europæiske kolleger udnyttes og underbetales. Og vi kan ikke være tjent med, at virksomheder tvinges til at flytte produktionen til lande, hvor de kan konkurrere på unfair betingelser,” sagde Harald Børsting og fortsatte:
”Det er og bliver uacceptabelt, at EU svigter på dette område. Derfor opfordrer vi den danske regering til at sætte social dumping på dagsordenen – og vi foreslår, at regeringen sammen med arbejdsmarkedets parter laver en handlingsplan,” sagde Børsting og understregede, at det i sidste ende er den danske model, danske arbejdspladser og ordentlige arbejdsforhold, der er under pres.
Det skortede heller ikke på opfordringer til – og kritik af – regeringen, da LO-formanden sendte en venlig tanke til de tusindvis af lønmodtagere, der har mistet deres arbejde.
”Lars Løkke og Inger Støjberg er ikke sådan at slå en følelse af. De er som teflon, når arbejdsløse fra Lindø eller MAN Diesel ser med triste øjne ind i kameraerne med en fyreseddel i hånden. Eller når antallet af tvangsauktioner stiger, fordi den ene familie efter den anden må gå fra hus og hjem.”
”Nej, statsministeren lader sig ikke sådan påvirke af den megen fortvivlelse og frygt for fremtiden. Men det gør vi. Vi ser de triste øjne. Vi tager dem seriøst og kæmper det bedste, vi har lært, for at give dem modet tilbage,” sagde Harald Børsting og gentog de seneste måneders appel om en vækstpakke:
”Vi skal renovere de offentlige bygninger, udbygge infrastrukturen og sætte turbo på klimavenlig energi. Metals fokus på energi og beskæftigelse er både spændende og klog,” erklærede Harald Børsting.
Se Harald Børstings tale her
Sidst opdateret den 29.04.2010