
I den første del af 90'erne har arbejdsløsheden været et toneangivende politisk emne. 800.000 danskere var hvert år berørt af ledigheden. Siden 1987 har en meget lav økonomisk vækst i Danmark og vore vigtigste eksportlande yderligere bidraget til at sætte problemerne i håbløshedens lys. En ledighed på 12 pct. havde bidt sig fast.
I Dansk Metal har man ikke villet opgive kampen for fuld beskæftigelse og fornyet velfærd. Fuld beskæftigelse anses for at være det vigtigste fundament i den fortsatte velfærdsudvikling i Danmark. Fuld beskæftigelse er opnåelig. Danmark har et stærkt udgangspunkt med en veluddannet befolkning.
Dansk Metal ønskede en analyse over de myter og realiteter, der dominerer den danske offentlige debat og politik. Derfor bestilte forbundet nærværende rapport hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.