Der er mange måder at tage en svær snak på, og måske har du en god relation med lederen, måske har du ingen relation eller måske er den direkte anstrengt.

Uanset hvad, så kan du bruge en enkelt model, der er en 3-trinsraket, der er svær at afvise.

I korte træk består modellen af:

    1. Fakta
    2. Følelser og konsekvenser
    3. Forventning

I Fakta-delen er det en god idé at tage udgangspunkt i tal for sygefravær eller måske en konkret situation som ’Den anden dag, da Henrik  overså den sidste kasse med emner, så fortalte du ham meget højt, at det var en fejl, som ikke engang en lærling ville begå. Alle hans kolleger var til stede.’

Følelser er vigtige at holde på egen banehalvdel. ’Det var ubehageligt at være vidne til og gør mig bekymret for selv at begå en fejl.’ Der skal ikke være plads til fortolkning. Herefter kan man forsætte med konsekvensen: ’ Hvis vi ikke tør begå fejl, holder vi op med at udvikle og afprøve nye ideer, og det er da en skidt investering for firmaet.  Da Henrik havde fået den opsang, så var han sygemeldt i to dage efter.’

Forventningen er din plan for, hvordan lederen kan rette op på problemet. I tilfældet med Henrik, så kunne det være ’Det er fair nok at give feedback på en opgave, der ikke er løst ordentligt, men når du råber ad Henrik foran alle kollegerne, så er det sådan set en krænkelse, og ikke ledelse. Derfor vil jeg anbefale, at du og Henrik, en anden gang, tager en snak på dit kontor i stedet. Så kan det også være, at det er lettere at finde ud af, om der måske var en årsag til, at Henrik overså kassen med emner, som vi kan arbejde videre med.’