Derfor mener Dansk Metal, det er vigtigt at arbejde med alle dele af branchen. I forvejen er vi aktive inden for e-Business i samarbejde med Dansk Industri, arbejdsmiljø igennem vores mange sikkerhedsrepræsentanter i virksomhederne, IT-, tele- politik, hvor vi arbejder for bedre konkurrencevilkår for danske virksomheder og uddannelsesområdet, hvor vores mange uddannelser er med til at levere arbejdskraft til IKT-branchen.
Underholdningsindustrien - herunder spilindustrien - har i de seneste år været i stor fremgang i Danmark. Dansk Metal har været med til at skabe nye uddannelser, lærepladser og udviklingsmuligheder i industrien.
Vi mener derfor også, det er vigtigt, at udvikle de græsrødder, der baner vej for nytænkning og innovation i industrien.
Derfor har Dansk Metal tidligere sponsoreret et dansk Counter Strike-hold.
Hvad er eSport?
Når computerspil afvikles under konkurrenceform med rangeringer, præmier, events, turneringer og så videre kaldes det eSport.
Hvordan hænger computerspil sammen med uddannelse?
Dansk Metal har 17 forskellige erhvervsuddannelser inden for IKT.
Med nytænkende uddannelser uddanner vi alt fra dem, der samler og reparerer hardware, til dem der kan sætte netværk, servere og profiler op. Men også spiludviklere, designere og 3D animatorer går igennem uddannelserne.
I dag er cirka 25 procent af de ansatte på IO-Interactive (firmaet bag den store computerspilsucces ”Hitman”) udlændinge. Det er et klart eksempel på, at vi mangler danskere med kvalifikationer i uddannelsen til at udvikle spil.
Når man som faglig organisation beskæftiger sig med IKT, er det vigtigt, at man også er med til at udvikle nye og innovative områder i branchen. Spiltyper som Hitman og Counter Strike vil uden tvivl være et vækstområde i Danmark. Derfor vil det være et scoop, hvis vi kan få unge til at være igangsættere i egen udvikling eller få dem til at tage sig en uddannelse, der kan sikre dem selv, dansk innovation og udvikling i fremtiden.
Vi mener i Dansk Metal, at det er vigtigt at uddanne sig til fremtiden og IKT er blandt de hurtigst voksende brancher i Danmark.
Hvad har computerspil at gøre med arbejdsmiljø?
Mange af dem der sidder og spiller, tænker ikke på siddestillinger, musearm og belysning. Men disse ting har altså stor indflydelse på kroppen, når man spiller mange timer om ugen, som mange unge gør. Vi håber i Dansk Metal, at vi kan afhjælpe skader, så spillerne ikke om 2, 5 eller 10 år får skader, grundet deres dårlige vaner når der spilles.
I nogle spil er det ikke unormalt, at klikke med musen over 1.500 gange på 1½ - 2 timer. Det kan have konsekvenser for kroppen. Derfor er arbejdsmiljø og skærmarbejde en naturlig del at tage med i oplysningsarbejde til denne målgruppe.
Hvorfor kaste penge efter computerspillere?
Innovation, it og udvikling vil blive de fremtidige vækstområder for Danmark. Med en omsætning på milliarder af danske kroner er spilindustrien helt klart et område, der kræver mere fokus og bedre støtte fra arbejdsmarkedet parter og fra politisk side.
Dansk Metal mener, at spilindustrien har potentiale til at komme op i den tunge ende af dansk erhvervsliv. Men det kræver, at man skaber miljøet, uddannelserne og de politiske forudsætninger.
Dansk Metal håber at kunne sætte mere fokus på industrien ved blandt andet at sponsere et dansk Counter Strike-hold, så investorer, politikere og borgeres kendskab til omfanget i denne industri bliver styrket. Alt sammen til gavn for udviklingen af branchen.
Spilbranchen handler nemlig ikke bare om nogle pizzaspisende nørder, men er en seriøs bidragsyder til erhvervsudviklingen i Danmark.