Din uddannelsesaftale
For at sikre dig en praktikplads, skal du indgå en uddannelsesaftale med en virksomhed eller en offentlig arbejdsgiver.
Lad Dansk Metal tjekke aftalen igennem, inden du skriver under. Så er du sikker på, at du får, hvad du har krav på.

Skift mellem praktik og skole
Når du er i praktik, skifter du mellem at være på virksomhed og på skole. Dermed får du testet din viden fra skolen i praksis på din arbejdsplads. Du er i praktik cirka 75 procent af tiden og på skolen cirka 25 procent af tiden. Virksomheden skal sammensætte et praktikforløb som sammen med skoleforløbene betyder, at du lærer det, du skal, på din uddannelse.


Foto: Simon Fals

Praktikansvarlig
Alle praktiksteder er forskellige, men mange steder er der en praktikansvarlig, du kan gå til med spørgsmål. Det er en god ting at få på plads allerede første dag, så spørg fx den, der introducerer dig på virksomheden.

Andre lærlinge
Hvis du bliver ansat på en større virksomhed, er der sikkert flere lærlinge end dig. Mange steder er der et godt sammenhold mellem lærlingene, og arbejdsgiverne har særlige aktiviteter for jer.

Du tjener løn, når du er i praktik
Når du er i praktik på en virksomhed eller i det offentlige, får du løn – både når du er på virksomheden, og når du er på skolen. Din løn stiger jo længere du kommer hen i din uddannelse.

Du er omfattet af en overenskomst
Alle lærlinge er omfattet af den gældende overenskomst på området. På virksomheder uden overenskomst er lærlinge altid sikret samme lønforhold, som gælder for områdets overenskomst.

Foto: Simon Fals

Du er en del af arbejdspladsen
Du er en del af virksomheden – ligesom svendene og de andre ansatte. Du er dækket af en lang række regler om sikkerhed og rettigheder. Hvis du kommer i problemer eller har spørgsmål om vilkårene på arbejdsplads, kan du kontakte din lokale afdeling af Dansk Metal, hvis du er medlem.