38 % af de kvinder, der har besvaret en undersøgelse lavet af Dansk Metal, har oplevet ubehagelig eller uønsket seksuel opmærksomhed på deres arbejdsplads i løbet af det seneste år. Det dækker over, at kvinderne har oplevet alt fra uønskede berøringer og vittigheder med seksuelle undertoner til nærgående spørgsmål og kommentarer om deres privatliv og udseende.
Unge og løstansatte særligt udsat
Undersøgelsen understøtter de erfaringer, som Dansk Metals ligestillingskonsulenter har gjort sig gennem årene. Nemlig at unge og de, der ikke er fastansatte, er mere udsatte. De ubehagelige vitser, nærgående spørgsmål og uønskede berøringer finder altså særligt vej til lærlinge, elever og kvinder i vikariater og projektansættelser. Dog svarer en række af de adspurgte mænd og LGBT+ personer i undersøgelsen også, at de har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed på arbejdspladsen.