– Jeg er rigtig glad – det er mit drømmejob. Sådan lyder det fra it-supporter Abdul Ghani Ramo. Efter at han blev udlært i februar 2021, nåede han kun at være ledig i få måneder, før han fik et vikariat på et halvt år hos Center for IT og Medicoteknologi i Region Hovedstaden – geografisk placeret på Hvidovre Hospital.
Stolt af sig selv
I sin korte periode som jobsøgende deltog Abdul i Metal A-kasses workshops ’Skriv dig i job’ og ’Tal dig i job’. Hos Abdul er der glæde at spore, når han tænker tilbage på, hvad han fik ud af at deltage i de to workshops:
– Til ’Skriv dig i job’ blev jeg meget bedre til at skrive ansøgninger. Det, jeg lærte, kan jeg bruge, når jeg skal søge job igen. Og til ’Tal dig i job’ lærte jeg bl.a., hvad jeg skulle fokusere på at fortælle om mig selv. Hvordan jeg skulle få mine tanker og ideer frem, og at jeg skulle være ærlig og spørge, hvis der var noget, jeg ikke forstod. Det, jeg lærte, var en stor hjælp for mig, da jeg skulle til jobsamtale hos Region Hovedstaden. Det gjorde, at jeg til samtalen ikke var nervøs, men selvsikker. Bagefter var jeg stolt af mig selv, fordi jeg syntes, det var gået godt.
Udskifter 1.000 computere
Efter fire dage blev Abdul ringet op. Han havde fået vikariatet.
– Det blev jeg rigtig glad for at høre. Men dagen inden min første arbejdsdag var jeg lidt nervøs: Har jeg nu lært det hele i skolen, og kan jeg finde ud af det? Nu har jeg arbejdet der i nogle måneder, og det går fint. For tiden er jeg ved at udskifte næsten 1.000 af medarbejdernes computere med nogle nyere modeller. Jeg hjælper med at flytte data og med at finde ud af, hvilke programmer de skal bruge. Derudover bruger jeg min tid på at fejlfinde på computere, printere, mobiler og iPads. Jeg er i kontakt med mange mennesker hver dag, og mine kolleger er søde.