Lego-lærling knækkede koden

Magnus Berg Jacobsen arbejder til daglig med legoklodser. Ofte er de bittesmå. Han var derfor udfordret, da han til sin svendeprøve som værktøjstekniker skulle designe et noget større plastik-element.

Hvilken opgave trak du til din svendeprøve?

Jeg skulle forestille mig, at jeg blev sat i kontakt med en kunde, der gerne vil have en bestemt type plastik-elementer som låg til en kaffemaskine. I samarbejde med kunden skulle jeg lave nogle designændringer, så det blev nemmere at fremstille i en støbeform – og samtidig blev så billigt som muligt i forhold til kundens specifikationer. Bl.a. skulle det være varmebestandigt op til i hvert fald 100 grader, så det ikke vil smelte og bøje sig i den varme damp, der altid kommer, når man brygger kaffe.

Hvordan løste du den?

En uddannelse som værktøjstekniker er meget teoretisk, så jeg skrev en 60 sider lang rapport, hvor jeg redegjorde for mit design af både plastik-element og støbeform og dernæst kom med et tilbud til kunden. Det hele var selvfølgelig blandet sammen med forskellige 3D-tegninger og alle beregningerne bag.

Hvad var det sværeste?

Jeg trak et større plastik-element end de små legoklodser, jeg er vant til at arbejde med. Jeg var helt bestemt på udebane. Størrelsen gør, at der kommer nogle helt andre kræfter på spil, når man skal sprøjte plast ind i støbeformen. Derfor skal det hele også være lidt mere robust. Men det lykkedes.

Hvad skal du så nu?

Jeg skal være med i et nyt projekt hos Lego, hvor jeg får lov til at bruge alle mine kompetencer. Jeg er nemlig også uddannet værktøjsmager. Det vil sige, at jeg både kan komme med input til de forskellige design – for eksempel en paryk til legofiguren – så den passer i en støbeform, men også fremstille den selv. På den måde kan jeg være med i hele processen fra start til slut.