Dansk Metal lancerer nye og mere målrettede it-tilbud i 2022

Som medlem af Dansk Metal får du i 2022 adgang til endnu flere og mere målrettede medlemstilbud inden for it og teknologisk udvikling. Læs mere om de nye tilbud nedenfor.

Hos Dansk Metal arbejder vi hele tiden for at kunne tilbyde de mest relevante tilbud til dig. På baggrund af en undersøgelse blandt medlemmer som dig, har vi udviklet en række nye unikke medlemstilbud, som holder dig fagligt opdateret og klæder dig på til fremtidens opgaver.

TechTorsdag: Nyt live-webinar hver måned

Den 6. januar 2022 kan du se frem til første udgave af vores nye månedlige live-webinar: TechTorsdag. Til TechTorsdag bliver du opdateret på de nyeste tendenser inden for it og teknologi, når vi hver måned inviterer til spændende og faglig inspiration via live-webinarer fra hele verden. 

Torsdag den 6. januar kl. 16 kan du høre nærmere om Silicon Valleys tilstand i 2022. Her vil Joaquín Paz, Global Product Lead hos Google, fortælle om de nyeste trends hos Google og give sit perspektiv på, om Silicon Valley er ved at nå sin ende som monopol. Du får selvfølgelig mulighed for at stille spørgsmål undervejs.

Kickoff techRoadshow i København den 20. januar

Den 20. januar kl. 17-19 får du mulighed for at prøve kræfter med den allernyeste teknologianvendelse, når Dansk Metal inviterer til Kickoff TechRoadshow i København. I samarbejde med Innovation Lab åbner vi dørene op til en aften, hvor du kan se, føle og høre om de nyeste tech-produkter fra nyskabende startups rundt om i verden. I 2022 vil Dansk Metals TechRoadshow køre landet rundt og åbne op for fremtiden for vores medlemmer. 

Kickoff TechRoadshow er udsat, ny dato meldes ud snarest.

Gratis kurser

I 2022 kan du glæde dig til et nyt samarbejde mellem Dansk Metal og Teknologisk Institut, som tilbyder kurser og certificeringer, der kan styrke din markedsværdi og give ny inspiration til din hverdag. Som medlem af Dansk Metal er kurserne gratis for dig – og du har mulighed for at tilkøbe certificeringer til en fordelagtig pris.

Medlemskab hos Dansk IT ophører

Vores nye målrettede tilbud indebærer, at vi ikke længere kan tilbyde gratis medlemskab hos Dansk IT. Hvis du i dag er medlem hos Dansk IT, vil dit medlemskab ophøre den 01.01.2022. Hvis du fortsat ønsker at være medlem af Dansk IT, kan du købe et medlemskab med rabat via dette link: https://akademi.dit.dk/halvpris

Vi giver dig løbende besked om nye medlemsfordele og tilbud, så du ikke går glip af noget!