Pas på kranen
Udover at indkøre nye kraner, laver Mikkel Bentzen også service på brugte kraner. Og når der kommer en kran ind med 15 år på bagen, er det hans opgave at finde ud af, hvad kranen har været igennem.
- Det er nemt at se, om kranen er blevet misbrugt, fx hvis der er brækket ting af, eller den er ridset og bulet over det hele. Det er sjovt at fejlfinde.
Hos Hadsten Tip-service reparerer de selvfølgelig kranen, men ejeren af kranen får også at vide, hvordan de undgår at misbruge kranen.
- Vi fortæller dem, at den ikke skal løfte mere end den officielle kapacitet, men også at den har brug for olie. Både for at maskinen holder længere, men også for sikkerheden, når de bruger kranen tæt på mennesker.
Computeren kan ikke alene
Når en mekaniker sætter kranen til computeren, kan han se, om kranen har løftet for meget, men også hvor mange procent, den har løftet for meget. Nogle gange har kranen løftet 120 pct. af, hvad den måtte, og det kan maskinen ikke holde til i længden.
Selvom det kan virke som om, det er computeren, der laver hele fejlfindingsarbejdet, er det slet ikke virkeligheden. Det kræver en skarp hjerne at få kranen til at fungere optimalt.
- Når jeg laver fejlfinding, skal jeg virkelig bruge hovedet. Det er ikke altid, at den del, der virker til at være i stykker, rent faktisk genererer fejlen. Der kan stå, at displayet er i stykker, men i virkeligheden er det et dårligt strømstik til displayet, der er i stykker, og det er mig, der skal finde ud af dét.