Tid til lønstigninger - nu?
Man kan selvfølgelig ikke ignorere så stor en krise, som coronapandemien har medført. Når du skal lønforhandle, skal du se på din virksomheds situation midt i krisen. Hvis virksomheden knap kan holde næsen oven vande, så er det nok ikke nu, du skal presse på med ekstra i lønposen.
Hvis din arbejdsgiver ikke kan eller vil give lønstigninger – fx fordi virksomheden har afblæst alle lønstigninger på grund af krisen – er det alligevel vigtigt at sætte sig ned og se hinanden i øjnene. Selvom I bliver enige om ikke at regulere lønnen i år, så er dialogen åbnet, og ledelsen ved, hvor du står, når krisen er vendt, og lønforhandlingerne bliver taget op igen.
Kig lønsystemet efter
Hvis det er svært at forhandle penge hjem til lønstigninger, så kan det være en god idé at foreslå ledelsen at indføre et nyt lønsystem.
Resultatlønssystemer kan skabe større produktivitet for virksomheden og dermed større muligheder for lønstigninger til dig som medarbejder.
Claus Krogh Hansen er lønkonsulent i CO-Industri og sammen med lønkonsulenter fra Dansk Industri hjælper han industrivirksomheder og medarbejdere med at finde og skabe det helt rigtige lønsystem til dem.
- Vi kan se, at virksomheder, der arbejder med lønsystemer som resultatløn, har højere produktivitet end virksomheder, der ikke arbejder med deres lønsystem. Samtidig kan man også se, at medarbejderne i gennemsnit har højere lønninger. Så det er en god forretning for begge parter, siger han.