En steppebrand på Langeland
Pedro bliver gennemfotograferet, mens vi er på besøg, og det høster selvfølgelig de sædvanlige jokes fra kollegerne om, hvor mange blade vi sender, når de er færdige og så videre og så videre. Men alle vidste, at vi skulle komme, og interviewet foregår i autoværkstedets reception mellem forbipasserende kunder og kolleger.
– Det her er jo Langeland. Så da jeg først havde fortalt til én, at jeg var homoseksuel, så løb det som en steppebrand. Det vidste jeg godt, at det ville, og det var helt fint. Så var det ligesom ude. Jeg kunne mærke det, fordi folk stoppede med at ville hooke mig op med deres kusiner og den slags. Så vidste jeg, at de havde hørt det, fortæller Pedro.
Rollen som chef
I dag ryger kommentarerne om damer, mænd og typer, man er tiltrukket af, gennem luften som på ethvert andet værksted.
– Kollegerne tager ikke hensyn. Og jeg ville da først tænke, at der var noget galt, hvis de ikke drillede mig, konstaterer Pedro tørt og fortæller, at han i virkeligheden måske er den eneste, der af og til lægger lidt begrænsninger på sig selv.
– De andre kan godt gå og give hinanden sådan et lille mandeklap i røven af og til. Det gør jeg ikke. Men altså… Jeg har jo også rollen som chef, når vores chef ikke er her. Det er måske nok i virkeligheden lige så meget derfor, forklarer Pedro.
De oplyste unge
I dag er Pedro blevet 36 år, og i takt med at han selv er blevet ældre, har han oplevet en udvikling. For de ældre blandt hans kolleger har af og til lidt spørgsmål, de skal have afklaret. Især hvis de er nye på værkstedet og ikke har kendt en homoseksuel mand før.
– De vil for eksempel tit gerne have opklaret, om der er en mand og en dame i vores forhold. Men de unge, der kommer ind som lærlinge i de her år, de er bare SÅ oplyste. De ved godt alle tingene. Der er så mange homoseksuelle i tv, og de lærer om det alle vegne. De ved det hele, og det er meget tydeligt, at de finder det meget mindre interessant, at jeg er homoseksuel, end de lidt ældre kolleger gør. De unge er simpelthen bare fuldstændigt ligeglade. Det betyder ingenting for dem.