Bruger du de rigtige høreværn?

Langt de fleste høreskader skyldes et støjende arbejdsmiljø. Problemet med hørelsen er, at hvis den først er ødelagt, kan den ikke repareres igen. Få svar på spørgsmål om støj, og find ud af, hvilken type høreværn, du skal bruge.

Hvilke skader kan jeg få af et for højt støjniveau?
Et højt støjniveau kan medføre nedsat hørelse, tinnitus, hovedpine, koncentrationsbesvær, stress, forhøjet blodtryk, træthed, søvnbesvær og større sygefravær. Høj støj påvirker også opmærksomheden og gør det svært at høre advarsler. Det kan betyde flere arbejdsulykker og fejl.

Hvor meget støj må der være på min arbejdsplads?
Ingen må udsættes for en støjbelastning på over 85 dB(A) eller spidsværdier af impulser over 135 dB(C). Hovedreglen er, at den tid, man må opholde sig i støjen, halveres, hver gang støjen hæves med 3 dB(A). Det svarer nemlig til en fordobling i støjen.

Max ophold i støj:
85 dB(A) = 8 timer
88 dB 8A) = 4 timer
91 dB(A) = 2 timer
94 dB(A) = 1 time
97 dB(A) = 30 min.
100 dB(A) = 15 min.

Hvad gør jeg, hvis støjgrænserne overskrides?
Din arbejdsgiver har pligt til at få støjen ned under grænseværdierne. Årsagen til overskridelsen skal undersøges, og det kan være nødvendigt at få hjælp til det fra en autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Få din arbejdsmiljørepræsentant eller din arbejdsgiver til at tage fat om støjproblemet. Arbejdsmiljøorganisationen skal inddrages i arbejdet med at nedbringe støjen. Det kan fx være indkapsling af maskiner, indretning af arbejdspladsen eller planlægning af støjende arbejde sådan at det kun er dem, der udfører det støjende arbejde, der behøver at bruge høreværn.

Intet billede valgt

Hvornår skal jeg bruge høreværn?
Høreværn er en nødløsning, der kan anvendes, indtil man får reduceret støjbelastningen. Men når støjbelastningen overstiger 80 dB(A), eller spidsværdien overstiger 135 dB(C), skal arbejdsgiveren udlevere høreværn til medarbejderne. Høreværn skal altid bruges, hvis støjen er over 85 dB(A), men støjbelastninger under 85 dB(A) kan også kræve høreværn.

Hvor meget skal høreværn dæmpe?
Normalt skal høreværn dæmpe så meget, at lydniveauet under høreværnet bliver reduceret til under 75 dB(A). Det skal dæmpe tilstrækkeligt, men ikke for meget. Hvis høreværnet dæmper for meget, kan der opstå problemer med at forstå tale, så man fristes til at tage høreværnet af.

Høreværn som sidder uden om ørene (kopper) giver den bedste beskyttelse, og de sænker typisk støjen med 20 til 30 dB(A). Høreværn som sidder inden i ørerne (propper) sænker typisk støjen med 10 til 20 dB(A).

Selv få minutter i skadelig støj uden høreværn skader din hørelse. Brug høreværn alle steder, hvor du bliver udsat for skadelig støj. Advar dine kolleger, hvis du går i gang med at larme, så de kan få høreværn på, inden du går i gang. Brug høreværn, selvom du har en høreskade for støjen skader, selvom du har svært ved at høre den.

Må jeg arbejde med høreværn hele dagen?
Ja. Hvis du arbejder, hvor der er generende eller skadelig støj, kan du arbejde med høreværn hele dagen. Men høreværn kan give gener som varme, tryk, irritation af huden og eksem. Derfor er det vigtigt, at der er flere typer høreværn til rådighed, så den enkelte medarbejder kan vælge det høreværn, der passer bedst.

Skal jeg til årlig høreprøve?
Hvis du er udsat for støj som overskrider 80 dB(A) eller spidsværdier af impulser på over 135 dB(C), har du og dine kolleger krav på en årlig høreundersøgelse. Ved støjbelastning på over 85 dB(A) eller spidsværdier af impulser på over 137 dB(C), har du ret til en arbejdsmedicinsk undersøgelse. Undersøgelsen vil typisk omfatte en høreprøve.