Bulede biler kommer tilbage på vejene

Karrosserismed Tommy Sønderskov Andersen har en rolig hånd laver et flot finish. Det gør, at påkørte eller bulede biler, lynhurtigt bliver kørende igen.

Hvorfor blev du karrosserismed?
Min far var pladesmed, og via ham fik jeg interesse for biler. De fleste, der vil være noget inden for autobranchen, vil være automekanikere, men jeg var i erhvervspraktik som karrosserismed, og jeg syntes, det var sjovt.

Hvad går dit arbejde ud på?
80 procent af tiden reparerer jeg trafikskader, hvor biler er kørt sammen. Det er typisk små frontskader, jeg udbedrer. Jeg genopbygger bilen, skifter skærme og retter kofangere. De sidste 20 procent af tiden skifter jeg forruder og reparerer rust

Det er fedt at få noget, der ser helt umuligt ud, til at se nyt ud igen.

Hvordan har faget udviklet sig?
Der er mindre rustarbejde i dag, end da jeg stod i lære. Det virker som om, folk oftere køber nye biler i stedet for at få lavet rust på deres gamle. Tidligere kunne der komme en bil ind, hvor man tænkte ”hold da op, må den overhovedet køre på vejen”?. Men det ser vi ikke mere.

Der er også blevet mindre svejsearbejde. For mange skærme og kofangere er af plastik, så de bliver skruet af og erstattet af nogle nye.

Hvordan ser fremtiden ud?
Jeg tror ikke, jobbet ændrer sig så meget, men udviklingen i bilbranchen kræver, at man holder sig opdateret.

Elbilerne er anderledes. De har nogle meget høje spændinger, og derfor skal man bruge specielle værktøjer og særlige fremgangsmåder, når man piller strømmen af, men når først strømmen er afbrudt, er det som at arbejde på alle andre biler.

Hvilke opgaver kan du bedst lide?
Jeg kan godt lide, når der er kød på opgaverne. Bænkskader er specielle, for så bliver bilen sat op i en opretterbænk. Det kan være, at vangerne er skæve og skal rettes op, og det er der lidt udfordring i. Men reparationsgrænserne har gjort, at vi ikke laver så meget af den slags arbejde mere, for nu bliver bilerne bare skrottet i stedet for at blive repareret.

Tommy Sønderskov Andersen

  • Alder: 32 år
  • Beskæftigelse: Karrosserismed
  • Arbejdsplads: Toreby Karrosserifabrik A/S