Camilla puster liv i traditionelt håndværk

Guldsmed Camilla Jensen dyrker det gamle guldsmedehåndværk. Og så er hun en af de bedste i Norden.

​I Otterup Guldsmedie uden for Odense er der liv i de gamle apparater. Valsemaskinen er med håndsving. Der bliver filet og savet uden brug af maskiner. Og i stedet for en moderne loddepistol, sidder Camilla Jensen og puster i en slange koblet til en gasbrænder for at få ilden til at flamme på den helt rigtige måde, når hun opvarmer guld for at lodde en tingest på.

- Det er ikke rart at puste, hvis man er forkølet, griner den 27-årige guldsmed.

Under lodningen skal hun have en fintfølende fornemmelse for, hvor hårdt hun skal blæse. Ellers kan guldet blive for varmt og ændre form, og i værste fald kan det hele ende med at klaske sammen.
Kombinationen af at skulle være skarp med både sine hænder og sit hoved på samme tid, er det som den unge guldsmed elsker ved sit fag. Det bedste hun ved er at få fri leg til at kreere nye unikasmykker fra bunden.

- Til unikaer kan jeg virkelig slippe min kreativitet løs. Det er en fantastisk følelse at starte med noget råt metal, som ender med at blive til noget smukt og unikt, som samtidig ofte har stor betydning for kunden, siger Camilla Jensen.

Efterspørger unikaer
Det er ikke for kun for sjov, at guldsmeden i Otterup stadig holder fast i de gamle håndværkstraditioner. For i butikken oplever de en stigende efterspørgsel på unikasmykker, der er lavet i hånden på traditionel vis.

- Mange folk vil gerne have noget, som naboen ikke også render rundt med. De gider ikke katalogvarer, der er produceret i massevis, siger Camilla Jensen.

I butikken består knap halvdelen af arbejdet af unikasmykker, mens resten er reparationer og tilpasninger af gamle smykker. Butikken får ofte bestillinger på unikaprodukter i forbindelse med, at folk fejrer en særlig begivenhed eller har arvet nogle gamle guldsmykker.

En af de bedste i Norden
Det kræver talent og viljestyrke at være i guldsmedefaget. Kun en lille håndfuld personer bliver hvert år optaget på uddannelsen. Fokus, tålmodighed og omhyggelighed er derfor nøgleord, når Camilla Jensen sidder og pusler med de ofte bittesmå genstande.

- Man skal blive ved med at kæmpe og have viljestyrke, hvis man vil blive en dygtig guldsmed. Du kan ikke springe over, hvor gærdet er lavest, for det vil kunne ses på det færdige resultat, siger Camilla Jensen.

Selv har hun brugt timevis på at vedligeholde og udvikle sine evner. Og det har tydeligvis kunne betale sig. Camilla Jensen fik nemlig topkarakterer til sin svendeprøve og en andenplads ved DM i guldsmedearbejde i 2017. Og samme år landede hun også en tredjeplads ved Det Nordiske Mesterskab i guldsmedehåndværk.