Christianiacykler kræver styrke og snilde

Ane Højer Nielsen er voksenlærling hos Christiania Cykler, der sælger og reparerer Christianiacykler. De tunge ladcykler kræver mere vedligeholdelse, og det udfordrer hende fagligt.

​Countrymusikken brager ud af højtalerne og hen til Ane Højer Nielsen. Hun står og reparerer et skævt cykelhjul i den ene ende af cykelværkstedet. Siden marts 2019 har hun været i lære hos Christiania Cykler, som i årtier har solgt og repareret ­Christianiacykler i den lille fristad midt i København.

 – Jeg kan ikke se mig selv arbejde andre steder end her. Det er en meget rummelig arbejdsplads, og rummelighed er vigtigt for os. Vi har for eksempel plads til ufaglærte mekanikere og folk i fleksjob, siger den 27-årige ­voksenlærling.

Ane er glad for læringsmiljøet på sin arbejdsplads. Hun får blandt andet lov til at komme på svejsekursus, så hun kan lære at bruge værkstedets svejseanlæg.

– Skolen lærer os kun at lodde. Men nu kan jeg selv svejse et stel af stål sammen, hvis det har et brud. En svejsning holder godt og er et flot håndværk, og jeg har fået en bedre forståelse af, hvad aluminium kan, og hvad stål kan, fortæller Ane.

Intet billede valgt

 

Billedtekst: De fleste kunder er christianitter og børnefamilier, og de tager cyklerne til sig, fortæller Ane Højer Nielsen. Mange af dem dekorerer deres cykler og sætter lys op inde i ladvognen.

Kræver den rette teknik
Det blege gulv er dækket af et tyndt lag snavs, og de hvide vægge er rå og nøgne. Men man kan næsten spejle sig i de blankpole­rede Christianiacykler, der er udstillet i midten af værkstedet. Cyklerne koster op mod 20.000 kroner stykket. Deres høje vægt gør, at bremserne hurtigere bliver slidt ned, og cyklerne skal derfor oftere forbi værkstedet og vedligeholdes. Derfor bruger Christiania Cykler mest rullebremser lige for tiden.

– Med rullebremserne er man fri for, at bremseklodserne bliver slidt ned. Til gengæld har du en blødere opbremsning, end hvis du har hydrauliske bremser. Men det er stadig en læringsproces for os, hvilket bremsesystem der er bedst, forklarer Ane.

Hun drejer cykelhjulet en halv omgang, inden hun fortsætter med reparationen. Christiania­cyklerne er også besværlige at have med at gøre. De skal altid ­stilles op på fronten. Og eftersom de er tunge, er det fysisk hårdt at rode rundt med dem.

– Det kræver lidt styrke og snilde, og man skal lige lære teknikken. Du kan ikke hænge en Christianiacykel op med to kroge og hæve den op med hydraulisk træk, som du kan med en tohjulet cykel, siger Ane.

 

3 grunde til, at Ane elsker at svejse

  • Hun kan tilbyde kunderne et håndværk, som holder godt og ser flot ud.
  • Hun kan være kreativ og bryde rammerne. Fx kan hun lave tall bikes, hvor man sætter to cykelstel oven på hinanden og får en usædvanligt høj cykel. En dag vil hun også gerne lave art bikes, hvor en cykel modificeres og dekoreres, samtidig med at man stadig kan køre på den.
  • Svejsning er et håndværk, hun låner fra andre fag. Som cykelmekaniker synes hun, at det er fedt at kunne noget, som stammer fra klejnsmedenes arbejdsområde.