Dansk Metal vandt principiel sag for medlem

Et medlem af Dansk Metal fik hudkræft på grund af genskær fra svejselys, men blev nægtet erstatning. Dansk Metal tog sagen op og vandt i sidste ende.

En dag tog et medlem af Dansk Metal til lægen, fordi der var forandringer i huden på hans skulder. Lægen var ikke i tvivl: Han skulle tjekkes for hudkræft på hospitalet. Lægens mavefornemmelse viste sig at være rigtig, men sygdommen var ikke kun begrænset til skulderen. Han havde også hudkræft bag ørerne samt modermærkekræft på brystet.

– Både jeg og lægerne syntes, at det var underligt, at jeg fx havde hudkræft bag ørerne. Det område bliver jo ikke udsat for særlig meget sollys. Vi fandt frem til, at det måtte skyldes mit arbejde, fortæller medlemmet til Dansk Metal.

I 30 år havde han bygget ståltanke, som indebar mange timers svejsninger i blanke overflader som poleret stål. Strålingen fra det kraftige genskær havde formentlig skadet hans hud, fx bag ørerne, som ikke var dækket af værnemidler. Han kontaktede derfor Dansk Metal. De var enige i, at kræften var en arbejdsskade.

Dansk Metal fandt afgørende bevis i USA
Mens medlemmet kom i behandling, kæmpede Dansk Metal for, at han skulle få erstatning af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Men de nægtede at betale erstatning. Begrundelsen var, at medlemmet havde gået i solarie som ung, og at det var derfor, han havde fået hudkræft. Det var Dansk Metal dog meget uenig i. Sagen gik derfor hen og blev principiel. Fagforeningen måtte være kreativ og fandt i et amerikansk tidsskrift dokumentation for, at genskær fra svejselys kan give hudkræft. Det er nemlig ikke noget, der er blevet forsket særlig meget i herhjemme.

Dansk Metal fik dog skaffet . Det betød, at medlemmet fik ca. 40.000 kr. i erstatning. Men medlemmet har sidenhen fået tilbagefald i sin kræftsygdom og har kørsels- og parkeringsudgifter i forbindelse med de halvårlige lægetjek, han skal til på hospitalet. Dansk Metal vil derfor have, at medlemmet får markant mere i erstatning. Sagen blev af den grund anket og kører stadigvæk.

– Systemet er svært at finde hoved og hale i, så jeg er glad for at have haft Dansk Metal i ryggen. De har virkelig slidt og slæbt, fortæller medlemmet, som håber, at hans sag på sigt kan hjælpe andre, der står i en lignende situation og bliver nægtet erstatning, selvom de har krav på det.

Husk, at din Metalafdeling altid står klar til at give dig juridisk hjælp, hvis du får brug for det.

Medlemmet af Dansk Metal, der optræder i denne artikel, er anonymt. Det samme er virksomheden, som medlemmet arbejdede på, men deres navne er redaktionen bekendt. Vi har valgt at anonymisere dem af hensyn til medlemmet. Vi har fået lov af medlemmet til at omtale hans sag.