Den amerikanske drøm

På Cranbrook Academy of Art, Detroit, USA, er Alberte Tranberg i gang med at leve sin drøm: At bevæge sig mellem smedens faste rammer og kunstens grænseløse univers.

Alberte Tranberg er 27 år og smed. Lige nu er hun i USA's største industriby Detroit. Her er hun optaget på kunstskolen Cranbrook Academy of Art på en toårig kandidatuddannelse.

Intet billede valgt
Man må gerne må drømme stort, sparke nogle døre ind og skabe muligheder for sig selv.
Alberte Tranberg, smed og kunststuderende.

Brud med traditioner
- I industrien er jeg vant til at arbejde med konkrete opgaver. I kunstverdenen arbejder man ud fra det intuitive og grænseløse. Så når jeg arbejder med kunst, er jeg nødt til at bryde med nogle af de håndværksmæssige traditioner og regler, jeg har lært som smed, siger Alberte Tranberg.

Alberte Tranberg er udlært fra renseanlægget Lynetten, BIOFOS, Københavns Havn. Her arbejdede hun med service og vedligehold af pumper, ventiler og transportrør og udvikling af anlægsdele og pumpekonsoller. Det nye liv i USA er både spændende og en kæmpe udfordring.

Fra spildevand til kunst

Det er nærliggende at tænke, at der er langt fra spildevand til kunst. Men sådan ser Alberte det ikke.

- Det, at være smed i dag, er noget andet, end det var engang. Man skal være vågen og kreativ i opgaveløsningen hver eneste dag. Og så lærer man en hel del om, hvordan materialer fungerer og opfører sig i forskellige situationer, siger hun og fortsætter:

- Det sjove ved for eksempel stål er kontrasten. Det bliver opfattet som et hårdt og koldt industrimateriale. Men i virkeligheden handler det om konstruktionen. Det kan blive blødt, skrøbeligt og nærmest elegant og kropsligt.

Jeg elsker det hele. Jeg drømmer om at forene kunst, design og håndværk.
Alberte Tranberg, smed og kunststuderende
Intet billede valgt

Kunst OG håndværk
Alberte slutter uddannelsen i Detroit til sommer.

- Jeg har mange drømme og har altid haft det. En af dem er at være selvstændig, arbejde med designopgaver eller kunstprojekter. Måske have et deltidsjob som smed. Jeg elsker det hele. Og jeg drømmer om at forene kunst, design og håndværk.

Intet billede valgt
Jeg fandt ud af, at jeg skulle lave noget med mine hænder. Jeg kunne mærke, at det var sådan, det skulle være.
Alberte Tranberg, smed og kunststuderende.

Og, ligesom fremtiden kan byde på lidt af hvert, var det heller ikke givet på forhånd, at Alberte skulle være smed. Men en rejse fik hende til at beslutte sig til smedefaget. - På rejsen fandt jeg ud af, at jeg skulle lave noget med mine hænder. Ikke fordi andre syntes det, men fordi jeg selv kunne mærke, at det var sådan, det skulle være, fortæller Alberte Tranberg.

Alberte Tranberg, 27 år

  • Udlært: Smed. Renseanlægget Lynetten, BIOFOS, Københavns Havn, 2016.
    Her arbejdede hun med service og vedligehold af pumper, ventiler og transportrør og udvikling af anlægsdele og pumpekonsoller.

    Status: Studerer i Detroit, USA, på kunstskolen Cranbrook Academy of Art på en toårig kandidatuddannelse.