Se ordentlig ud
Jalal Sarwar ser det som sin opgave at være bundærlig og ligefrem i forhold til, hvad han forventer af ansatte i Mansoft.
- Hos os kommer man på arbejde i skjorte eller polo. Man har været i bad og ordnet skægget. Jeg siger også, at det måske kan lyde lidt fornærmende, men at de bør tage det som et godt råd og bruge det til deres fordel.
- Det går ikke at komme i en World of Warcraft-trøje. Sådan en kan jeg ikke sende ud til en kunde. Så det betyder noget at være præsentabel. Det er en del af den service, man yder. Tillid og kemi med kunden er lige så vigtigt som det faglige, siger Jalal Sarwar.
Det er hans opfattelse, at næsten alle it-supportere har godt styr på det tekniske. Særligt når de er nyuddannede er deres evne på samme høje niveau. Derfor er det tit noget andet end det faglige, der gør den afgørende forskel.
- Kompetencerne skal være på plads. Men derefter handler det om personlighed. Jeg skal mærke, at personen er god til at skabe tillid og tryghed. Det er det, der gør vores kunder glade.