Detaljen i fokus

Grundigt forarbejde, håndværk og præcision er grundstenene i klejnsmedens svendestykke. Helene Nørbye Aarenstrup valgte at lave en postkasse.

Hvad var dit svendestykke?
En postkasse med brev- og reklamekasse. Den er primært lavet af 1,5 mm og 2 mm plader. Jeg valgte et relativt lille projekt, så jeg kunne bruge mere tid på at sikre en flot finish. Når man laver noget, man aldrig har prøvet før, er det altid spændende, om delene passer sammen på millimeteren. Men det gik heldigvis meget nemmere, end jeg havde troet.

Hvordan greb du opgaven an?

Jeg tegnede postkassen på computeren i 3D-tegneprogrammet Inventor. Jeg lavede vægt-, massefylde- og prisberegninger for hele projektet og for hver enkelt del for sig. Jeg er stærk matematisk, så den del gik rigtig godt. Derefter gik jeg i værkstedet, hvor jeg startede med at indstille maskinerne og lave prøvebuk, så jeg var bedst muligt forberedt, når det for alvor gik i gang.

Hvilke metoder brugte du?
Fronten af postkassen er valset, toppen og svøbet. Siderne og bagpladen er bukket. Det meste er TIG-svejset, men jeg har også brugt MAG-svejsning og elektrodesvejsning. Jeg er sort smed, så i det daglige bruger jeg mest MAG-svejsning. Men jeg er også blevet glad for TIG-svejsning. Det både larmer og sviner mindre. 

 

Helene Nørbye Aarenstrup

  • Alder: 26 år
  • Svendeprøve: juni 2018
  • Uddannelse: klejnsmed
  • Læreplads: Beam A/S

Hvad overraskede dig undervejs?
Jeg havde egentlig planlagt, at toppen skulle valses. Men det fungerede ikke, så jeg kom i tanker om, at jeg i stedet kunne bukke den. Men ellers var der ikke de store overraskelser. Det gik, som jeg havde planlagt og forventet.