Har du fået erstatning for en arbejdsskade? Ny afgørelse kan måske sikre dig mere

Har du fået erstatning for en arbejdsskade og mistet efterlønspræmie? Ny afgørelse kan sikre dig erstatning

Har du været udsat for en arbejdsskade, mens du har betalt til efterlønsordningen? En ny afgørelse fra Ankestyrelsen giver mulighed for, at din sag måske kan blive taget op igen. Se her, om din sag opfylder betingelserne.

Hvis du har fået erstatning for tabt erhvervsevne – uden at din mistede efterlønspræmie er blevet indregnet i din årsløn inden skaden – kan du i nogle tilfælde få din sag genoptaget.

Det sker efter en ny principafgørelse fra Ankestyrelsen. For Østre Landsret har slået fast, at din mistede efterlønspræmie kan indgå ved fastsættelsen af årsløn, selvom du som tilskadekommen endnu ikke var begyndt på optjeningen af din efterlønspræmie, da skaden skete.

Hvis din sag bliver taget op igen, er opgaven at gøre det sandsynligt, at du ville have optjent efterlønspræmie, hvis du ikke var kommet til skade på arbejdet. I sidste ende kan det betyde, at du kan få en erstatning. Hvad erstatningen i så fald vil lyde på, kommer an på den enkelte sag.
 
Kan din sag tages op igen?

Det kan være relevant for dig at bede om din sags genoptagelse, hvis:

– Du har fået anerkendt din arbejdsskade og er tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne

– Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) ikke har tillagt efterlønspræmie ved fastsættelse af årslønnen med den begrundelse, at du ikke havde påbegyndt optjeningen af efterlønspræmien, da skaden skete

– Du mener, at du har mistet dine efterlønspræmier som følge af arbejdsskaden, men at AES ikke har taget stilling til det forhold ved afgørelsen om årsløn

– Afgørelsen om erhvervsevnetab er truffet i perioden 1999 til 2020

– Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) har tillagt efterlønspræmien til årslønnen, og AES tillagde mindre end værdien af fire præmier

Du vil som udgangspunkt IKKE have krav på yderligere erstatning, selvom den mistede efterlønspræmie ikke blev tillagt årslønnen, hvis:

– Din årsløn var fastsat til maksimalårslønnen (det fremgår af AES’ afgørelse)

– Du var ansat i fleksjob på tidspunktet for ulykken

– Du var overgået til folkepension på tidspunktet for ulykken

Har du spørgsmål?
Har du spørgsmål til ovenstående, er du velkommen til at kontakte din lokale Metal-afdeling.

Vil du vide mere?
Du kan læse mere om Ankestyrelsens principafgørelse her.