Få deres råd: Sådan kom Jonas, Frederich og Hans i job

26-årige Jonas, 21-årige Frederich og 58-årige Hans manglede et job. Med hjælp fra Dansk Metal er de alle nu i job igen. Få deres råd her.

Der er mange måder at skaffe sig et job på. Her kan du læse, hvordan tre Metal-medlemmer kom i job med hver deres metode.

Skriv og tal dig i job
En dag blev den 26-årige automekaniker Jonas Østergård Bornhøft trukket til side af sin chef, som havde en trist nyhed til ham. Han var nødt til at opsige Jonas på grund af faldende indtægter i virksomheden.

Jonas deltog derfor i flere af Metal A-kasses workshops, bl.a. ’Skriv dig i job’. Her lærte han at blive skarpere til at skrive en god jobansøgning, som ville få arbejdsgiverne til at spærre øjnene op.

– Jeg blev bedre til at skrive en overskuelig ansøgning med et fængende sprog. Man skal fx ikke gentage de samme ord igen og igen. Og inden workshoppen vidste jeg ikke, at det er en god idé at have et billede af sig selv på ansøgningen, så man viser, hvem man er, fortæller automekanikeren.

Jonas tog sig også tid til at forfine sin evne til at sælge sig selv til jobsamtaler. På Metal A-kasses workshop ’Tal dig i job’ blev han bedre til at skabe en forbindelse mellem sig selv og arbejdsgiveren. Det kom ham til gavn, da han søgte et job ved autoværkstedet Quickpoint i Brøndby.

– Jeg sørgede for at have øjenkontakt med arbejdsgiveren, og jeg havde almindeligt, men præsentabelt tøj på. Jakkesæt og slips er for overdrevet, men jeg syntes også, at det havde været underligt at møde op i arbejdstøj, når jeg jo var ledig, forklarer Jonas, som også sørgede for at have en positiv attitude under sin jobsamtale for at skabe et godt førstehåndsindtryk.

Han fik jobbet og har nu arbejdet hos Quickpoint i nogle måneder. Jonas beskriver arbejdspladsen som et sted, hvor der er styr på tingene, og arbejdsmiljøet er i top.

– Og mine kolleger er meget imødekommende, så jeg klager bestemt ikke, fortæller en glad Jonas.

3 gode råd til jobsamtalen

  • Forbered dig grundigt
    Arbejdsgivere vil ofte bede dig om at beskrive dig selv eller spørge, hvorfor du har søgt en stilling hos lige netop dem. Forbered dig på, hvad du vil svare.
  • Deltag aktivt i jobsamtalen
    Stil gerne spørgsmål til arbejdsgiveren under jobsamtalen. Det udstråler engagement. Spørg fx ind til, hvad virksomheden vil forvente af dig, og hvilke udfordringer og værdier, den har.
  • Dit kropssprog er dit vigtigste våben
    Dit kropssprog har mindst lige så stor betydning som det, du siger. Ret ryggen, tal klart og tydeligt og vær ikke bange for at have øjenkontakt med arbejdsgiveren. Det udstråler selvsikkerhed.

Vær opsøgende
Da 21-årige Frederich Pedersen fra Odense blev udlært som it-supporter i februar, gik jobsøgningen i gang. Men det var ikke helt nemt, fortæller han:

– Der gik jo ikke så lang tid, før corona begrænsede mulighederne, fordi de stillinger, som jeg havde søgt, blev nedlagt. I de stillingsopslag, der var tilbage, kunne jeg læse, at mange søgte it-supportere med mindst to-tre års erfaring. Jeg var jo kun lige blevet udlært, så det gjorde det svært for mig at finde et arbejde i it-branchen.

Nu er Frederich kommet i job med hjælp fra Metal A-kasse. På temadagen ’Klar til job’ gjorde Metal A-kasse opmærksom på virksomheden Budweg Caliper i Odense, hvor man havde en kontakt, og derefter henvendte Frederich sig til virksomheden, som restaurerer bremsekalibre til biler. Han kom til samtale og endte med at få et job.

– Jeg er glad for den hjælp, jeg har fået af Metal A-kasse. De hjalp mig jo med at skaffe et job, og selvom det ikke er et it-job, jeg har fået, er jeg glad for, at jeg har noget at lave. Jeg kan lide at være her, og jeg har gode kolleger, fortæller Frederich.

Det lærer du på temadagen ’Klar til job’

Temadagen ’Klar til job’ er for dig, der er ny på arbejdsmarkedet og søger job. Du får en invitation i din digitale postkasse. På temadagen får du:

- Konkrete og brugbare oplæg fra virksomheder og erhvervsskoler
- Viden om udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet
- Indblik i virksomhedernes kompetencekrav
- Viden om opkvalificering og videreuddannelse
- Klarhed over dine kompetencer
- Personlig sparring
- Redskaber til at finde brugbar viden om virksomheder og mulige job
- Konkrete input til dine fremtidsplaner.

Brug dit netværk
I mange år har 58-årige Hans Vindahl Ludvigsen arbejdet som selvstændig rejsemontør i Norge, men i foråret 2020 valgte han, at det skulle være slut. Han lukkede sin virksomhed og meldte sig ledig. Og hvad gør man så? Man søger job.

– Jeg ringede til en tidligere chef og fortalte, at jeg var arbejdssøgende. Det kunne jo være, han kendte nogen, der manglede en mand. Det gjorde han.

Allerede dagen efter kom der et opkald fra en anden tidligere kollega, som nu var blevet driftschef i Brøndum Elevator. Han ville gerne snakke.

– Derfra kørte det vildt ud over stepperne. Et par møder blev til en tidsbegrænset ansættelse, som blev til en fastansættelse. Så ét opkald blev til fast job. Det gælder bare om at kaste sig ud i det. Det er jo ikke en fremmed, man ringer til – heller ikke selvom man ikke har snakket sammen i mange år.

Metal A-kasses ’Søg uopfordret’-workshop er fuld af input og konkrete tips til at søge uopfordret. Det betaler sig nemlig at være lidt frisk. Derfor kommer hvert fjerde medlem af Dansk Metal også i job, helt uden at stillingen nogensinde har været slået op. 
 

 

3 måder at bruge dit netværk på

  • Tidligere chefer og kolleger
    Hvis du kender nogen, der kender nogen i de virksomheder, du er interesseret i, så kontakt dem. Det kan også være en god idé at genoptage kontakten til tidligere kolleger. De kender dig og kan anbefale dig.
  • LinkedIn
    Brug LinkedIn til at holde øje med interessante virksomheder. Du kan også bruge LinkedIn til at netværke med ansatte fra virksomhederne.
  • Dit eget personlige netværk
    Brug også familie, venner, naboer og bekendte. Fortæl dem, hvilken type job du søger. Igen kan det være, at de kender nogen, der kender nogen.