Fordele for elever og lærlinge i ok20

Er du elev, lærling eller voksenlærling i industrien? Så tjek dine fordele i den nye overenskomst. Der er mere til alle, også til dig der er under uddannelse. Fordelene gælder for dig, hvis overenskomsten bliver stemt igennem.

Højere lærlingeløn

Lærlingelønnen bliver hævet med 1,7 pct. om året de næste tre år.

Overarbejdssatser og tillæg stiger også.

Hvis overenskomsten bliver stemt igennem af medlemmerne, gælder den med tilbagevirkende kraft til den 1. marts 2020.

Du skal kunne se en stigningen på den lønseddel, hvor din løn for marts 2020 indgår.

Kan du ikke se stigningen på din lønseddel, så spørg din arbejdsgiver om det.

Du må også gerne kontakte os, hvis vi skal hjælpe dig med at tjekke.

3 % ekstra på fritvalgskontoen

  • Din Fritvalgskonto stiger fra 4 pct. til 7 pct.
    Som elev eller lærling i industrien har du automatisk en Fritvalgskonto. Se på din lønseddel, hvor mange penge der står på din Fritvalgskonto.
  • Dit valg
    Du vælger selv, hvad du vil bruge pengene på din Fritvalgskonto til.
  • Arbejdsgiver betaler
    Det er din arbejdsgiver, der indbetaler penge på din Fritvalgskonto.
  • Ekstra løn
    Du kan bruge pengene til ekstra løn i forbindelse med fritid (ferie, feriefridage, overenskomstmæssige fridage, søgnehelligdage).
  • 2 børneomsorgsdage
    Har du børn under 14 år og mindst 9 måneders anciennitet på din arbejdsplads, kan du bruge opsparingen på din Fritvalgskonto til to børneomsorgsdage. Reglen gælder, uanset hvor mange børn, du har.
  • Ekstra indbetaling til pension
    Du vælger selv, om det er hele opsparingen på din Fritvalgskonto – eller blot en del af den – der skal indbetales på din pensionsordning. Din arbejdsgiver skal have besked i god tid.
  • Fravær ved barns lægebesøg + barns 2. sygedag
    Brug Fritvalgskontoen til at finansiere barnets 2. sygedag og barnets lægebesøg.

Mere forældreorlov

Tre ugers ekstra forældreorlov med fuld løn i den nye overenskomst, så antallet af uger stiger fra 13 til 16 uger.

Moren har ret til at holde fem uger.

Den anden forælder har ret til at holde otte (mod de tidligere fem uger.

De resterende tre uger er til den ene eller den anden forælder.

Pension fra du fylder 18 år

Indtil nu har du som lærling fået pension, fra du fyldte 20 år. Fra den 1. september 2020 får du pension allerede som 18-årig, hvis du er lærling og har opnået 2 måneders anciennitet på din arbejdsplads. Derudover betaler din arbejdsplads omkostningerne til forsikringsordningen.

Når du fylder 18 år som lærling, bliver der fremover indbetalt 4 pct. fra arbejdspladsen til din pension, og 2 pct. til din pension fra dig som medarbejder.

I den måned, hvor du som lærling fylder 20 år, stiger procenterne til satserne 8 pct. fra arbejdspladsen og 4 pct. fra dig som medarbejder.

I kroner og ører betyder ændringen, at hvis du er lærling og 18 år fra den 1. september 2020, vil du som 68-årig få ekstra 102.000 kr., hvis du går på pension som 68-årig.
(udregning fra Industriens Pension)

Fem ekstra uger med fuld løn under sygdom

Hvis du bliver syg, er du sikret flere uger med fuld løn.

Perioden bliver nemlig udvidet fra 9 til 14 uger.