Fra Litauen til hangaren

- Der er meget mandehørm på arbejdspladsen, og tonen kan til tider være sarkastisk. Det var noget, jeg i starten havde problemer med at håndtere. Jeg var i tvivl om, hvad de mente, siger Giedre Friis Basty.

- Men jeg har for længst fundet min plads. Jeg er endda begyndt at give tilbage af samme skuffe. Det bliver man nødt til for at kunne følge med. Jeg har mine kollegers fulde respekt, og jeg føler ikke, at de behandler mig anderledes, fordi jeg er kvinde.

Giedre Friis Basty har siden hun var lille vidst, at hun ikke ville være i Litauen som voksen. Derfor rejste hun, så snart hun fik muligheden. Efter et par år i Danmark tog hun til Mozambique, hvor hun arbejdede som frivillig i to år.

- Da jeg kom hjem til Danmark fra Afrika, rettede jeg alt fokus på mine danskkundskaber. Jeg gik på intensive sprogforløb, og jeg havde en række småjobs, hvor jeg kunne øve sproget. Blandt andet arbejdede jeg i pølsevognen i lufthavnen. Det var vigtigt for mig at lære sproget, for ellers ville folk altid kigge på mig, som om jeg var turist.

For hende var sproget nøglen til at lykkes, og da sprogkundskaberne var tilstrækkelige, begyndte hun på uddannelsen som flymekaniker. Giedre Friis Basty elsker sit arbejde.

- Jeg har altid gerne ville have et arbejde, hvor jeg skal bruge min hjerne, og det har jeg fået her.