Coca Cola og Carlsberg
Man fornemmer ikke, at Hugin Ravn Hendriksen er yngste mand hos Tuxen. På Docken oser han af overskud, når han rigger den ene fresnel efter den anden fra liften helt oppe under loftet. En fresnel er en lampe, som giver et bredt, blødt lys.
- Min chef viser mig stor tillid. Det er fedt at have meget ansvar. Jeg har allerede afviklet mine egne shows. Jeg har blandt andet været med til at lave Uhørt Festival på Vesterbro og Coca Cola Music.
Jobbet som eventtekniker er langt fra bare at sætte lamper op og sætte strøm til.
- Alle lamper gør noget forskelligt, så jeg skal vide rigtig meget om meget forskelligt udstyr. Fx er der grænser for, hvor mange lamper, der kan tilsluttes et lysbord. Et lysbord har et vist antal universer, og på ét univers er der 512 parametre. Alle lamper styres efter parametre, hvor én farve har et parameter, en anden farve har et andet parameter og så videre.
- Alt skal regnes ud. Det er dét, der er sjovt, siger Hugin Ravn Hendriksen.